Ørnskov: Fremad Amager kæmpede bravt

30.10.2014 09:28

Martin Ørnskov kom på måltavlen, da Brøndby IF onsdag aften slog Fremad Amager ud af DBU Pokalen. Ørnskov udnyttede usvigelig sikkert et straffespark begået mod Patrick da Silva efter 25 minutters spil.

Efter kampen var midtbanemanden glad for at gå videre og havde også roser til hjemmeholdet.

- Jeg synes, vi havde ok styr på det gennem det meste af kampen. Det var kun lige de sidste fem minutter, at der blev slappet lidt for meget af, og Fremad Amager fik både et mål og nogle chancer.

- Der er ingen tvivl om, at kampen egentlig udviklede sig, som vi gerne ville have det. Vi fik scoret forholdsvist tidligt og får lidt ro på, da vi også får scoret det andet mål midt i første halvleg.

- Fremad Amager kæmpede bravt og gjorde det bedste, de kunne, men gudskelov fik vi i langt størstedelen af kampen kontrolleret tingene, som vi gerne ville. Min egen præstation var tilfredsstillende, synes jeg. Jeg fik udfyldt den rolle, jeg havde, så det var fint.

Adspurgt om sidste års pokalexit mod Hvidovre IF havde ligget i baghovederne på spillerne inden kampen, sagde Martin Ørnskov:

- Du kan altid risikere at ryge ud i de her kampe. De har deres eget liv. Man kan også se på Fremad Amagers spillere og fans, at de havde glædet sig. Så kampe som denne er altid svære.