
J. Jørgensen: Velkommen til Alka Superliga
28.10.2014 16:24
Superligaen skifter navn og udseende. Fra 1. januar og tre-et-halvt år frem hedder Danmarks bedste fodboldrække Alka Superliga. Det sker, når forsikringsselskabet Alka træder ind som ny hoved- og navnesponsor.
- Vi er glade for at kunne byde Alka velkommen i samarbejdet omkring landets mest populære sportsturnering. Derudover er det en stor glæde at mærke den store opbakning til dansk fodbold, som Alka udviser med indgåelsen af denne aftale, siger Brøndby IF's administrerende direktør, Jesper Jørgensen.
Claus Thomsen, direktør i Superligaen A/S, supplerer:
- Vi er meget glade, for at kunne præsentere Alka som Superligaens nye hovedsponsor. Men der er tale om meget mere end et hovedsponsorat. Samarbejdet mellem Superligaen og Alka er et partnerskab. Et langvarigt, strategisk partnerskab, der handler om stabilitet, om ansvarlighed og ikke mindst om udvikling af den bedste danske fodboldrække. Jeg er ikke i tvivl om, at indgåelsen af denne aftale vil flytte Superligaen til et nyt niveau, og at den vil skabe værdi og glæde for både klubberne og i sidste ende også for fansene, siger Claus Thomsen.
Forhandlingerne omkring det nye hovedsponsorat, der er det største i Superligaens snart 24-årige historie, har spredt sig henover sommeren og begyndelsen af efteråret. Men allerede tidligt i forløbet stod det klart, at Alka og den bedste danske fodboldrække er et godt par.
- Alka støtter dansk fodbold, og Superligaen er danskernes uden sammenligning vigtigste mesterskab. Derfor er vi stolte over at være navnesponsor, og det giver os samtidig en øget mediebevågenhed og kendskab. Ved at sponsere Superligaen har Alka fået en effektiv platform til at komme i dialog og i kontakt med vores kunder. Det er en platform, som er i øjenhøjde med Alkas kunder og værdier, og vi vurderer, at det vil styrke vores forretning i form af et øget kendskab i markedet. Derfor er Superligaen og Alka et rigtig godt match rent forretnings- og kommunikationsmæssigt, siger Jacob Spangenberg, salgs- og marketingdirektør i Alka.
Med indgåelsen af partnerskabet skifter Superligaen navn til Alka Superligaen, og også Superligaens logo gennemgår en forvandling. Med Alkas entré ændres det vanlige sort-hvide logo til et nyt kendetegn i forsikringsselskabets orange og mørkegrå farver. Figuren i det gamle logo består dog, og på den måde symboliseres det nye partnerskab også rent visuelt.
Samarbejdet mellem Alka og Superligaen får sin ilddåb den 20.-23. februar, når første forårsrunde i Alka Superligaen sparkes i gang.