Brøndby Masterclass besøgte FC Porto

07.10.2014 08:40

16 trænere og ledere fra Brøndby Masterclass var fra 22. til 25. september på inspirationstur i den portugisiske storklub FC Porto. Undervejs deltog Brøndby IF's chefscout Flemming Berg også.

A+ træner Henrik Lehm fortæller:

- Vi blev taget rigtig godt imod af FC Portos ledelse og ungdomsafdeling. De havde sammensat et meget kompakt og spændende program til os. Undervejs oplevede vi alt fra en imponerende tur gennem klubbens museum til U8-træning. 

FC Porto er utvivlsomt en kæmpe klub, der har et voldsomt scoutingnetværk samt mange talentcentre. De kalder deres ungdomsafdeling for "Dragon Force", og de har netop åbnet en ny afdeling i Bogota, Colombia. 

I "Casa de Dragao" midt inde i Porto by bor en masse af FC Portos ungdomsspillere. Her mødte Brøndby-delegationen blandt andre Malthe Johansen, Brøndby-talentet der i denne sæson er udlejet til FC Porto. 

- Det var et glædeligt gensyn for både os trænere, men også for Malthe, lyder det fra Henrik Lehm, der fortsætter:

- Vi fik set en del forskellige eksempler på træningen i FC Porto. Vi så alt fra børnetræning til U17. De mange træningspas gav os inspiration og satte en masse gode diskussioner i gang hos os. Vi benyttede tiden mellem træningerne til at få snakket om vores oplevelser, hvad vi kan tage med hjem, samt på hvilke parametre vi er foran FC Porto.

Turen bød også på et smut til Spanien, hvor Masterclass-lederne overværede kampen mellem Celta Vigo og Deportivo la Coruna. Her blev det til endnu et gensyn med en gammel Brøndby-kending, nemlig Michael Krohn-Dehli, der sammen med resten af Celta-holdet trak sig sejrrigt ud af opgøret om Galicien med en 2-1 sejr.

Sidste aften bød på oplæg fra FC Porto samt et oplæg fra sportsdirektør Per Rud. Aftenen gik ud på at sparre med hinanden og forsøge at lære noget af de forskellige tilgange og tanker om talentudvikling. 

- Det var en meget givtig aften, som satte tankerne i gang, ikke kun hos os, men ligeledes hos talentudviklerne fra FC Porto. Alt i alt var det en god tur, som gav en masse inspiration, gode diskussioner og ikke mindst yderligere energi og lyst til at fortsætte med at skabe så god en Masterclass som muligt, lyder det afslutningsvist fra Henrik Lehm.