Brøndby IF støtter også Knæk Cancer
28.10.2014 14:55
Brøndby IF samarbejder med en række velgørende organisationer, og nu har klubben ligeledes valgt at donere 25.000 kroner til Knæk Cancer.
Administrerende direktør Jesper Jørgensen siger:
- Knæk Cancer-kampagnen er et godt eksempel på, hvad en nation kan opnå, når der løftes i flok. Jeg tror, at de fleste danskere på en eller anden vis har oplevet den frygtelige sygdom i deres omgangskreds, og derfor handler det om at rejse så mange midler som muligt til forskning i og bekæmpelse af cancer.
- Som fodboldklub har vi et socialt ansvar og en forpligtelse til at hjælpe, hvor vi kan. Af den årsag er vi i øjeblikket i færd med at udarbejde en ny CSR-strategi for Brøndby IF, hvor vi målretter vores indsats mod projekter og organisationer, hvor vi håber at kunne gøre en forskel.
- Den samlede CSR-indsats kommer til at ligge under paraplyen ”Brøndby Cares” og vil indbefatte både interne forhold og eksterne projekter, lokale og nationale, som Brøndby IF målrettet vil samarbejde med.
Ud over donationen på 25.000 medvirkede Brøndby IF ligeledes til at rejse penge til Knæk Cancer ved Canal 9's auktion af signerede spillertrøjer fra Superligaklubberne. Auktionen af sidste sæsons trøjer, brugt til Canal 9's prematch "sign-in", indbragte 71.700 kroner til den gode sag. Derudover donerede lauritz.com salæret fra auktionen, mens Canal 9 lagde 14.000 kr. oveni beløbet, så det i alt blev til en donation på 100.000 kroner.