
Skadesupdate på Agger og Elmander
10.11.2014 13:34
Såvel Daniel Agger som Johan Elmander måtte udgå af søndagens Superliga-opgør mod Hobro IK. Det er endnu ikke til at fastslå, hvor længe de to Brøndby-profiler må holde pause, men her er den foreløbige melding.
Daniel Agger
Landsholdskaptajnen har pådraget sig en forstrækning i lysken og er dermed tvivlsom til EM-kvalifikationskampen mod Serbien på fredag. I første omgang har DBU og Brøndby IF aftalt, at Daniel Agger ikke sætter kurs mod landsholdslejren, men i stedet vil modtage behandling på Vestegnen.
Johan Elmander
Den rutinerede svensker blev ramt af en forstrækning i baglåret. På grund af hævelsen i musklen er det først muligt at komme med en vurdering af længden på skadespausen i løbet af den næste uges tid.