
Kahlenberg: Glad for Morten Olsens forståelse
17.11.2014 11:00
Anfører Thomas Kahlenberg er returneret til Brøndby efter Danmarks vigtige udebanesejr mod Serbien i EM-kvalifikationen. Kahlenberg startede inde på den danske midtbane og fik 88 minutter, inden han blev afløst af AaB’s Rasmus Würtz.
Thomas Kahlenberg retur til Vestegnen blev aftalt allerede kort efter landsholdsudtagelsen med landtræner Morten Olsen. Aftalen lød på, at midtbanekreatøren kun skulle være i spil til den første – og betydningsfulde – kvalifikationskamp.
- Jeg tog kontakt til Morten, efter jeg blev udtaget og fortalte ham – hvilket han godt vidste fra de tidligere samlinger – at jeg har haft et problem med den ene hofte gennem længere tid, og det har handlet om dosering og om at belaste det så lidt som muligt, så jeg kan være mest mulig klar til at spille kampe.
- Jeg fortalte Morten mine tanker omkring det. Det er klart, at den første kamp mod Serbien var langt den vigtigste, men selv om kamp nummer to er en venskabskamp, vil han selvfølgelig gerne have spillerne med. Dog skal det også passe med spillernes ve og vel, og det var Morten heldigvis meget forstående over for. Det var super positivt, og det blev jeg rigtig glad for.
- Alt i alt var det helt klart det klogeste at dosere det på den her måde. Nu kan jeg koncentrere mig 100 % om at blive mest mulig fit til søndagens hjemmekamp mod SønderjyskE.
Kampen på søndag på Brøndby Stadion fløjtes i gang kl. 17. Du køber billetter til opgøret mod SønderjyskE her.