Dumic om clean sheets: Holdets fortjeneste

06.11.2014 13:59

3 kampe, 0 mål tilladt. Det er status på den defensive præstation i de seneste Superliga-kampe. Der har derfor været roser til holdets defensive profiler, men spørger man Dario Dumic, er det en holdindsats, der ligger til grund for stimen af clean sheets. 

Han fortæller, at holdet samlet set har rykket sig, og at aftalerne spillerne imellem bliver styrket for hver dag.

- Jeg synes, at vi som hold står bedre på banen nu. De indbyrdes aftaler er blevet bedre. Men det er ikke kun bagkæden, der har en ære i kampene uden mål. Det starter helt oppe fra angrebet, og det er hele holdet, der har rykket sig, ikke kun os nede bagved.

- Alle ved, hvad deres rolle er, og det gør jo medspillernes job lettere. Det er klart, at forståelsen for hinanden kommer i kamp, men det er også noget, vi træner til den taktiske træning. Her kan vi finpudse detaljerne, så vi hver især bliver bedre og kender hinanden bedre og bedre, siger Dumic.

Endnu en revanche

I søndags var der dømt revancheopgør, da Randers FC gæstede Brøndby Stadion. Revanche er ligeledes temaet, når Dumic og co. drager til det nordlige jylland, hvor Hobro IK er værter for søndagens Superliga-opgør.

Sidst Brøndby IF var på besøg, blev det til et 0-2-nederlag, og selv om Dumic ikke var med i det opgør, så føler han stadig, at der er noget, der skal revancheres.

- Vi skal først og fremmest være dominerende. Så længe vi har bolden, kan de jo ikke score. Men taber vi så bolden, handler det om at være gode i vores presspil, siger Dario Dumic og tilføjer:

- De har nogle dygtige spillere, som vi skal have respekt for, og de gør det godt som hold. Omvendt ved vi også, at hvis vi præsterer på vores topniveau, så skal vi nok få en sejr. Vi har i hvert fald en revanche til gode, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at ramme det høje niveau, siger Dumic.