50 år: Mine Brøndby-minder - Jimmi Mysander

27.11.2014 10:15

2014 er jubilæumsåret for Brøndby IF. I 50 år har klubben både oplevet smertefulde nederlag og store triumfer. Det er blevet til mesterskaber, pokaltitler og europæiske storkampe. Alt sammen er sket på baggrund af det store fællesskab og den mangfoldighed, der kendetegner klubben. 

brondby.com vil op til jubilæumskampen den 7. december mod Silkeborg IF dagligt bringe en artikel, der sætter fokus på en af de hundredtusindvis af Brøndby-fans, der findes rundt omkring i Danmark. 

Dagens “Mine Brøndby-minder”-artikel handler om Jimmi Mysander, der i mange år var en drivkræfterne bag Brøndby Support. Passionen for Brøndby IF begyndte i start-halvfemserne, og Mysander fik hurtigt involveret sig i fanarbejdet i klubben. I 1993 blev der efterspurgt dedikerede fans til den nyopstartede supporter-klub, og her var Mysander ikke sen til at melde sig under fanerne. Sidenhen var han med til at skabe en af Danmarks største fanklubber, der, da den var på sit højeste, havde mere end 15.000 medlemmer.

Jeg har haft mange gode oplevelser som Brøndby-fan, men den største af dem alle var…

- Der kommer jeg i bekneb. Anfield i ’95 er helt igennem ubeskriveligt. Selv nu når jeg fortæller, bliver jeg dybt berørt. Det var både smukt og uvirkeligt, og det var en kamp, hvor ens følelser ikke kunne følge med. Vi måtte tage os til hovederne, for vi havde slået mægtige Liverpool. Det er simpelthen det ultimative. 

- Men også det at være nede og se Brøndby slå Karlsruhe 5-0 var fantastisk. Det var en helt vanvittig kamp, og jeg kan huske, at TV3 genudsendte kampen lige efter, fordi det var så vildt. Jeg håber og beder til, at de unge fans, der er i klubben i dag, også kommer til at opleve noget lignende. 

Det kan være svært at vælge, men min 'all time favoritspiller' i Brøndby-trøjen er…

- Det er Dan Eggen. Det er ikke engang svært at vælge. Han er kongen! Både på og uden for banen. Jeg kommer til at tænke på, at man kunne møde ham i bussen på vej til kamp. Så kunne man få en sludder med ham der, og når man så kom frem til stadion, så gik han ind til taktik, mens jeg gik i hytten. Han har altid været en sympatisk fyr. 

Den Brøndby-kamp, jeg ville ønske, jeg aldrig var gået glip af, er…

- Jeg kan ikke lige komme på nogen. Jeg tænker ikke på det, jeg er gået glip af, men vælger i stedet bare at være glad for alle de ting, jeg har oplevet. Jeg har haft så mange fede oplevelser, at det ville være dumt at sidde og være bitter, siger Jimmi Mysander, der ekstraordinært får lov til at sende en hilsen:

- Jeg vil gerne rette en tak til alle dem, der startede den blågule bølge i 90’erne. Nogle af de største oplevelser jeg har haft i mit liv, har været med klubben, spillerne og fansene. Det er noget, jeg tager med mig videre i livet og aldrig vil glemme. Og så vil jeg også sige tak til alle dem, som fører fanen videre og fortsætter den gode opbakning. Når nu man er blevet magelig og ikke længere selv står dernede (på Sydsiden, red.), så er det fantastisk at se og høre den stemning, der er på stadion.

Læs med i morgen, hvor vi spørger en ny personlighed om vedkommendes største Brøndby-øjeblikke.