U17 tabte til OB

25.03.2014 11:20

Superligaholdet tabte søndag aften 1-2 til OB på Brøndby Stadion. Samme cifre stod der på måltavlen, da Brøndby IF's U17-hold lørdag eftermiddag havde mødt fynboerne i Ådalen.

Rasmus Grosen stod bag det enlige blågule mål. brondby.com har talt med U17-træner John Ranum om kampen.

- Efter tre sejre i træk var det med store forventninger, at vi lørdag morgen satte kurs mod Ådalen for at møde OB. Vi forventede inden kampen at komme under et gevaldigt pres mod et fysisk stærkt og direkte spillende OB-mandskab.

- Kort før start var vi tvunget til at lave en ændring i start-11'eren, da Mathias Olsen blev skadet. Det betød. at Andreas Bruus røg ind i startopstillingen og dermed fik ligadebut, i øvrigt en meget lovende debut.

- Vi fik en dårlig start på kampen ved at forære OB et mål allerede i det tredje minut, hvilket ikke hørte med i gameplanen. Drengene spillede og fightede sig dog tilbage i kampen og fik også skabt det nødvendige antal chancer for at få udlignet, men skarpheden manglede desværre.

- Bagud 0-1 ved pausen satte vi os solidt på anden halvleg, men OB var konstant farlige i deres omstillinger. Og netop efter en omstilling bragte de sig på 2-0 efter cirka ti minutter af anden halvleg. Det slog ikke vores spillere ud, og efter en time fik vi reduceret ved Rasmus Grosen.

- Derefter satte vi en voldsom offensiv satsning ind for at få udlignet, men det lykkedes desværre ikke. Der skal på trods af resultatet lyde en stor ros til hele holdet for en kæmpemæssig arbejdsindsats og i perioder rigtig godt spil. En speciel ros skal lyde til Joel Kabongo, som igen spillede med stor autoritet og overskud - han har virkelig ramt et højt niveau i forårets to første kampe, lyder det fra U17-træner John Ranum.

OB – Brøndby IF 2-1 (1-0)
1-0 OB (3. min.)
2-0 OB (53. min.)
2-1 Rasmus Grosen (63. min.)

Startopstilling

Viktor Anker

Jonas Christoffersen - Simon Nielsen - Joel Kabongo - Nikolaj Larsen

Marco Petersen - Tobias Noer

Magnus Hauser

Rasmus Grosen - Oliver Carrara - Andreas Bruus

Bænk
Casper Jensen
Bekri Durmisi 
Jakob P. Larsen (målmand)

Næste udfordring for U17-holdet er lørdag den 29. marts kl. 15 på bane 2 bag Brøndby Stadion, når topholdet Randers FC kommer på besøg.