Tre Bidvest-talenter til Vestegnen

21.03.2014 13:46

Brøndby IF og den sydafrikanske klub Bidvest Wits har gennem en årrække haft et samarbejde omkring talentudvikling, hvilket blandt andet har sendt talentfulde Lebogang Phiri til Vestegnen på en længerevarende kontrakt.

I disse dage er sportsdirektør Per Rud på besøg hos Bidvest i Sydafrika for at styrke samarbejdet og udveksle erfaringer med kollegerne i Johannesburg.

Samtidig er tre talenter fra Bidvest landet på Vestegnen. De skal i de kommende tre måneder snuse til forholdene og træne med U19-holdet og periodevis Superligaholdet samt spille kampe for Brøndby IF's reservehold.

De tre 18-årige spillere er:

Lukhele Daniel Mdluli, venstre back
Mogamad Yusuf Jappie, venstre kant
Chaz Gerard Williams, midterforsvarer

Sportschef Per Rud fortæller her om samarbejdet med Bidvest Wits samt om de tre sydafrikanske talenter, der i tirsdag landede i Danmark.

- Jeg er taget til Sydafrika for at styrke vores relation til Bidvest. De har en hel masse knowhow og nogle lovende talenter, som vi kan få gavn af på sigt, og den anden vej rundt kan de helt sikkert drage fordel af vores erfaringer med talentudvikling.

- Drømmescenariet for mig er, at vi hjælper Bidvest med at styrke deres talentudvikling og klub som helhed, og at vi så også kan tilbyde deres bedste talenter at komme til Brøndby og spille fodbold og se, hvor langt talentet rækker. Lebogang Phiri er et lysende eksempel på, at samarbejdet har stort potentiale.

- De tre talenter, som vi har fået herop i denne omgang, er alle spændende spillere. Vi så dem indgående i sommer, da de deltog i Brøndby Cup og Lyngby Cup, og vi har desuden fået bulletiner på dem gennem en længere periode. Nu har vi de næste tre måneder til at se og vurdere dem helt tæt på i vores miljø og træningskultur. Hvis de viser sig at have den rette personlighed og et stort nok potentiale, vil vi naturligvis arbejde på at tilknytte dem fast, men i første omgang er de her i forårssæsonen, lyder det fra Per Rud.