Sydafrikansk landsholdsspiller træner med

24.03.2014 12:41

Når Thomas Frank på onsdag kl. 10:30 sætter træningen i gang, vil der være et nyt ansigt iblandt spillerne.

Den 24-årige midtbanespiller Sibusiso Vilakazi vil således træne med Brøndby IF’s Superligamandskab både onsdag og torsdag i denne uge. Han vil dog snøre støvlerne i Brøndby-regi allerede mandag eftermiddag, da han skal deltage i Reserveligakampen mod Viborg FF på bane 2.

Sibusiso Vilakazi er anfører for Bidvest Wits, Brøndby IF’s samarbejdsklub i Sydafrika, og i efteråret 2013 fik han debut for det sydafrikanske A-landshold.

Sportsdirektør Per Rud havde mulighed for at se den arbejdsomme midtbanespiller an, da han var på besøg hos Bidvest Wits i sidste uge, og nu får parterne mulighed for at lære hinanden endnu bedre at kende.

- Vi får løbende bulletiner fra Bidvest Wits, og det gælder selvfølgelig også vedrørende Sibusiso Vilakazi, der har en fremtrædende rolle på holdet i form af sit hverv som anfører. Jeg så ham i aktion, da Bidvest spillede 0-0 i en ligakamp i sidste uge, og nu har vi inviteret ham herop, så vi kan lære hinanden lidt bedre at kende. Timingen er god, da Bidvest har over en uge mellem ligakampene lige nu, uden at landsholdsaktiviteter kommer på tværs, forklarer Per Rud.

Brøndby IF har også andre Bidvest-spillere på besøg i øjeblikket. I de kommende måneder skal tre sydafrikanske talenter således snuse til forholdene, træne med U19-holdet og periodevis med Superligatruppen.

Læs mere om de tre Bidvest-talenters besøg på Vestegnen ved at klikke her.