Stenderup: Forhåbentlig kommer der flere mål

10.03.2014 13:43

Gårsdagens kamp mod FC Nordsjælland var en rigtig god oplevelse for Daniel Stenderup. Ikke nok med at han var tilbage i startopstillingen og hjalp holdet til sejr, så scorede midtstopperen også sit første mål nogensinde for Brøndby IF.

Det er derfor en glad Stenderup, der fortæller om søndagens vigtige sejr:

- Jeg synes stadig. at der er meget rent spillemæssigt, der kan forbedres. Der er tidspunkter i kampen, hvor vi mister utrolig mange dumme bolde, og det skal selvfølgelig forbedres til næste kamp. Men udover det så var det utrolig dejligt at få en sejr på hjemmebane foran fansene, der igen er fantastiske. Det var dejligt at give dem lidt igen.

- Jeg er først og fremmest utrolig glad for sejren og også min egen indsats. Og så var det jo dejligt, at jeg endelig kunne krydre det med et mål, siger Daniel Stenderup, der håber på snart at kunne komme på måltavlen igen.

- Der skal helst ikke gå lige så langt mellem målene. Det er den fedeste følelse, så forhåbentlig kommer der snart flere af dem.

Selvom Stenderup startede inde i kampen mod FC Nordsjælland og ydede en god indsats, så ved den unge midterforsvarer også, at konkurrencen om pladserne er hård. Derfor skal der arbejdes hårdt på træningsbanen for at være i spil til start-11'eren. 

- Jeg er lige kommet tilbage fra en længerevarende skade, så jeg havde ikke forventet, at jeg skulle spille to ud af de tre første kampe. Men det var da noget, jeg håbede på og trænede stenhårdt for at opnå. Så kom der to skader, og så var det bare om at gribe chancen. Det synes jeg, at jeg har gjort, og det er utrolig dejligt.

- Men fodbold er nu engang sådan, at det er træneren, der tager beslutningen om, hvem der skal spille. Derfor skal jeg gøre alt, hvad jeg kan til træning for at få lov til at spille, og så er det op til Thomas (Frank, red.) at vælge, hvem der skal starte inde. Men det er jeg bevidst om, og så må jeg bare give den alt, hvad jeg har, ude på træningsbanen, slutter Stenderup af.

Daniel Stenderup er noteret for 83 førsteholdskampe og nu ét mål for Brøndby IF.