
Ny klublæge i Brøndby IF
12.03.2014 14:20
I en årrække har den nationalt og internationalt anerkendte speciallæge og kirurg Eilif Larsen været en central figur i Brøndby IF's sundhedssektor samt fast bestanddel på udskiftningsbænken til hjemme- og udekampe i både Superligaen samt europæiske kampe.
Eilif Larsen har siden 2006 været fast tilknyttet som klublæge i Brøndby IF, men nu lægger den 69-årige dr.med stetoskopet på hylden i Brøndby-regi.
Eilif Larsen tog sin lægevidenskabelige eksamen i sommeren 1973 fra Københavns Universitet og fik sin autorisation som speciallæge i ortopædisk kirurgi i 1982. Han har tidligere været ansat som 1. reservelæge på de ortopædkirurgiske afdelinger på Rigshospitalet, Hvidovre Hospital og Gentofte Amts Sygehus, hvor han har beskæftiget sig med klassisk ortopædi og idrætskirurgi. I 1991 stiftede Eilif Larsen Gildhøj Speciallægeklinik, som Brøndby IF fortsat samarbejder tæt med omkring undersøgelser, behandling og operationer af skadede spillere. Han blev dr.med i 1993 med en doktorafhandling om ankelskader.
Klubben har nydt godt af Larsens ekspertise
Sportschef Per Rud giver Eilif Larsen følgende ord med på vejen:
- Eilif er uomtvisteligt en af de dygtigste idrætslæger i landet, og hans ekspertise har klubben nydt godt af gennem mange år. Nu har Eilif valgt at opprioritere sit øvrige arbejde og stoppe her i klubben, og det har vi fuld respekt for, selv om vi kommer til at savne hans faglighed og lune personlighed.
- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige Eilif en stor tak for et flot stykke arbejde her i klubben samt al held og lykke fremover.
Ny klublæge i Brøndby IF er 31-årige Jonas Vestergård Iversen, der til daglig arbejder på ortopædkirurgisk afdeling på Nordsjællands Hospital i Hillerød og er diplomlæge i idrætsmedicin. Han er desuden tilknyttet som forsker på Gildhøj Privathospital.
Tak for indsatsen i Brøndby IF til Eilif Larsen!