Nørgaard ude med ledbåndsskade

14.03.2014 16:42

Christian Nørgaard kom galt afsted under torsdagens træning og blev derfor fredag undersøgt på Gildhøj Privathospital.

Desværre for den unge midtbanespiller viser det sig, at han har pådraget sig en ledbåndsskade i knæet, hvilket i bedste fald holder ham ude i en måned og i værste fald i tre måneder.

Skaden ærgrer forståeligt cheftræner Thomas Frank:

- Det er jo nærmest til at tude over på Nørs vegne. Uanset hvem det er, der er ude med længerevarende skader, så gør det ondt helt ind i hjertet på én, fordi man ved, hvor vigtigt det er for spillerne at få lov at spille fodbold.

- Nør har været inde i en rigtig god periode, og derfor er det utrolig ærgerligt, at han bliver slået lidt tilbage nu. Omvendt er han en mentalt stærk fyr, så han skal nok komme igennem perioden, og vi er slet ikke i tvivl om, at vi ser en stærkere udgave af Nør, når han er tilbage for fuld damp – forhåbentlig allerede om en måned.

- At vi nu ikke råder over Nør i en periode betyder selvfølgelig noget for os som hold – særligt i forhold til trekanten på midtbanen. Heldigvis har vi fine alternativer, og vi ved, at Lebo (Lebogang Phiri, red.) er en fuldgod erstatning.

- Lebo og Nør var ekstremt lige op til sæsonstarten, og så har Nør grebet chancen, men vi har kæmpe tillid til Lebo, der har været fantastisk spillende i efteråret. Det er altid et paradoks, når man har to så dygtige talenter til mere eller mindre samme plads, men vi ved, at Lebo er 100 % klar til at spille på et højt niveau.

Hasani i spil til søndag

Endnu en spiller kom galt afsted under torsdagens træning og blev ligeledes undersøgt fredag på Gildhøj.

For Ferhan Hasanis vedkommende var diagnosen dog mere positiv, idet hans smerter og hævelse i den forreste lårmuskel over knæet formentlig vil aftage over de næste dage. Dermed er Hasani i spil til søndagens opgør i Esbjerg.