Jesper Jørgensen: Investeringer er nødvendige

19.03.2014 09:45

Onsdag formiddag landede årsrapporten for 2013 for Brøndbyernes IF Fodbold A/S. Den kan du læse her.

Administrerende direktør Jesper Jørgensen fortæller her om de store linjer i regnskabet.

- Resultatet svarer til vores seneste udmeldinger, men er stadig utilfredsstillende. Den primære årsag til underskuddet i 2013 er, at vi har foretaget omfattende investeringer i virksomheden som led i vores strategi om at fremtidssikre Brøndby IF.

- 2013 var som bekendt et hårdt år for Brøndby IF, hvor selskabet var tæt på at lukke. Vi er nu kommet ud af mørket og er gået fra oprydning til optimisme. Det kræver fortsat lige dele tålmodighed og beslutsomhed at nå til det næste niveau, hvor Brøndby IF ikke bare præsterer på banen, men også i økonomisk forstand. Det er vi klar over.

- Vi ser heldigvis fremgang på mange områder. Vores Superligahold klarer sig godt, hvilket er selve kernen i vores turnaround, og vores samarbejdspartnere er begyndt at vende tilbage, fordi de vil være med på rejsen. Tilskuertallet stiger ligeledes markant. Der er mange positive tegn, men vi ved også, at der er lang vej endnu. Vi følger den plan, der er lagt.

- Brøndby IF er polstret til at møde de udfordringer, vi oplever i disse år. Takket være støtten fra vores mere end 25.000 aktionærer kan vi fortsætte med at investere i rammer, der kan skabe forudsætningerne for vækst. Det er en nødvendighed at investere i faciliteter, personel og ikke mindst talentafdelingen for at få bygget det fundament, der igen gør os i stand til at skabe en sund drift.

- Når vores prioritering på talenter og investering i Superligaholdet materialiserer sig yderligere, forudser vi øgede indtægter på spillersalg, kommercielle partnerskaber og kvalifikation til europæiske turneringer. Effekten af denne strategi vil slå igennem i 2015, hvor vi forventer et klart forbedret resultat.