
Hradecky: En meget speciel kamp
17.03.2014 11:55
Gårsdagens 0-0-kamp på Blue Water Arena mod Esbjerg fB var en ganske særlig oplevelse for Lukas Hradecky. Det var målmandens første kamp på hans gamle hjemmebane siden skiftet til Brøndby IF, og det lod hjemmepublikummet ham høre for.
Der var således konstant buhen, når Hradecky havde bolden, og der blev sågar også kastet æg på banen. Men selv om det var hårdt for finnen, så valgte han at bruge det til sin fordel og få endnu et clean sheet på cv’et.
- Det var en noget anderledes optakt til en kamp end normalt. Det var mentalt hårdt at indstille sig på denne kamp. Jeg vil sammenligne det med, at man møder en ekskæreste, som er lidt sur på én, fordi man har sagt nogle dumme ting. For vi havde jo et godt forhold før det. Så det var hårdt, men sådan er livet, og ikke mindst karrieren, jo.
- Når først kampen er startet, så er det ikke noget, man mærker så meget til. Jeg fik 90 minutter med buh-råb, og i første halvleg blev der kastet lidt æg efter mig, men heldigvis var de ikke så gode til at ramme. Det var hårdt til at starte med, men jo længere man kom ind i kampen, så tænkte jeg mindre over det, siger Hradecky, der brugte de kritiske røster til sin fordel.
- På en eller anden måde påvirkede det mig positivt i løbet af kampen. Jeg fik mere overskud og fik lidt mere “charge”, og så er et clean sheet den eneste rigtige måde at svare igen på. Så selv om det var en meget speciel kamp for mig, så endte det jo lykkeligt. Esbjerg har fået en god målmand, og vi fik et fint resultat med hjem spillet taget i betragtning.