
Frank: Vi er stadig undervejs
25.03.2014 15:15
Han skulle lige sove på det. Altså søndagens nederlag til OB på Brøndby Stadion. Efter at have set kampen igennem igen, analyseret og evalueret med spillerne sidder skuffelsen over præstationen stadig en smule i kroppen på cheftræner Thomas Frank, men det sker med et perspektiv, der er større end blot den enkelte kamp.
Både han, spillerne og klubben er nemlig ude på en rejse, som skal bygge et nyt koncept, en ny filosofi og et nyt hold op helt fra grunden. Målet er at gøre det hurtigst muligt, men med en erkendelse af, at det tager tid – og at det vil give udfald på vejen.
Selv om der langt fra er tilfredshed med præstationen i 2-1-nederlaget til OB søndag aften, kan de blågule til gengæld glæde sig over at have hentet flere forårspoint end både FC Midtjylland og FC København, som er noteret for seks af slagsen. Brøndby IF har hentet otte – samme antal som AaB.
- Vi har fået en pointmæssig acceptabel start på foråret. Esbjerg har været forrygende, men når vi kigger på de hold, der ligger i top-3, så har vi fået lige så mange point som AaB og flere end både FC København og FC Midtjylland. Præstationerne har også været fornuftige, og man kan se en udvikling i det, vi laver. Vi havde et dyk mod OB i søndags, og skuffelsen bliver bare større, når det sker på hjemmebane, og når vi selv har store forventninger om at dominere kampen - og endda har haft gode erfaringer med det fra de to foregående hjemmekampe. Alt dette forstærker tingene, og når det så falder anderledes ud, end vi går efter, så bliver man naturligvis skuffet, siger Thomas Frank og tilføjer:
- Det er imidlertid vigtigt, at man ikke lader én eller få kampe definere en udvikling. Vi ville selvfølgelig gerne have haft endnu flere forårspoint, men hvis man sammenligner med de andre hold i den bedste halvdel, så ser det ikke så skidt ud. Vi er i gang med at bygge noget nyt op helt fra bunden, og nederlaget til OB var kun det andet af slagsen i de seneste 16 kampe. Samtidig er OB-kampen vores første rigtig dårlige præstation i denne lange periode. Det er selvfølgelig et udtryk for, at vi stadig er undervejs, og der vil være bump, når man er i en udvikling. Det er også grunden til, at vi har holdt fast i, at vi koncentrerer os om at forsøge at stabilisere os på fjerdepladsen, når pressen har prikket lidt til os.
Holder fast i planen
Næste opgave for Thomas Frank og co. er udekampen mod Viborg FF på søndag, og de blågule har nu fokus på at komme tilbage på sporet pointmæssigt såvel som spillemæssigt.
- Uanset om vi vinder 3-0, eller om vi taber 2-1 på hjemmebane, så evaluerer og analyserer vi grundigt på tingene, kigger fremad og bliver klar til næste kamp. Vi holder fast i den plan, vi har lagt for udviklingen af dette hold, og det bliver ikke ændret af en dårlig præstation. Vi går ikke i panik. Vi har fokus på at udvikle og på at træne godt, og det skal vi fortsætte med. Vi er fortrøstningsfulde.
- Gode hold slår hurtigt og hårdt tilbage. Det har vi bare at bevise mod Viborg. Det er en stor motivationsfaktor til på søndag. Vi skal vise, at vi er ved at udvikle os til et godt hold, og at vi kan rejse os, når vi er faldet.