Frank: Skal tage initiativet mod OB

22.03.2014 08:11

Næste Superligaopgave for Thomas Frank og co. er opgøret mod OB på Brøndby Stadion på søndag, og de stribede fra Odense har nogle markante profiler, som Brøndby-mandskabet vil være ekstra opmærksomme på.

- Jeg synes, at OB har to af de mest interessante offensivspillere i ligaen i form af Emil Larsen og Rasmus Falk. De to skal lukkes ned. Det er dem, alle de kreative idéer kommer fra. Så er der selvfølgelig nogle afsluttere i Skoubo og 'Mos' (Morten Skoubo og Mustafa Abdelloaue, red.), som kan lukrere på det, men det er Falk og Emil, som skal lukkes ned, siger Thomas Frank og tilføjer:

- Vi skal meget gerne tage initiativet og sørge for at komme med en masse offensive løb - specielt fra vores backs - som gerne skulle tvinge dem til at løbe den anden vej også. Så vi prøver at holde dem lidt ude af kampen ved at have bolden meget, men de gange, hvor de vil være på den, skal vi selvfølgelig være opmærksomme.

Du kan høre mere fra Thomas Frank ved at se hele interviewet i videoen ovenfor.

Søndagens opgør mod OB begynder kl. 19:00, og du kan købe billet via brondby.com/billetter.