
Durmisi: Altid holdet i første række
01.03.2014 09:02
Da Brøndby IF i søndags spillede 2-2 i forårspremieren mod AaB, måtte karantæneramte Riza Durmisi se til fra sidelinjen. Selv om han glæder sig over det gode spil, havde han gerne set sig selv være en af de startende elleve.
Det er derfor en tændt Riza Durmisi, der vil vinde sin backplads tilbage. Det unge talent har således aldrig følt sig i bedre form, og han håber derfor at være tilbage i startopstillingen til søndagens kamp mod Randers FC.
- Det var hårdt at sidde på sidelinjen og se kampen i søndags. Omvendt var det godt at se holdet, fordi de spillede rigtig godt. Holdet kommer selvfølgelig altid i første række, så det var en udmærket kamp, men det var som sagt samtidig hårdt at kigge på, fordi man jo gerne selv vil bidrage. Jeg vil altid spille, og når man sidder udenfor, vil man gerne hjælpe truppen med det, man har at byde på, siger Durmisi og tilføjer:
- Jeg har aldrig følt mig i så god form, som jeg er lige nu. Jeg er klar til at præstere endnu bedre, end jeg gjorde i efteråret. Derfor håber jeg, at jeg spiller på søndag, så jeg kan hjælpe holdet. Og så vil jeg selvfølgelig gerne bevise over for Thomas (Frank, red.), at det er mig, der skal spille backen fremover.
- Jeg vil bidrage med det samme, som jeg har gjorde i efteråret. Forhåbentlig krydret med lidt mål. Jeg har arbejdet rigtig meget på mit spil på den sidste tredjedel af banen, så der kommer forhåbentlig nogle flere scoringer og assists ud af det. Det er helt klart målet.
På søndag er modstanderen Randers FC, og Durmisi forventer, at holdet kan få point med hjem, hvis de blågule fortsætter de gode takter fra AaB-kampen.
- Randers er et svært hold at spille imod, især når de er på hjemmebane. De kæmper godt, og de slår nogle gode kontraer, men vi skal bare spille vores spil. Gør vi det, så er jeg sikker på, at vi nok skal få dem ud og løbe. Vi går efter de tre point, og det skal vi også, hvis vi vil blive på fjerdepladsen. Så det går vi helt klart efter, lyder det afsluttende fra Durmisi.