Auri: Sket mange spændende ting i Brøndby

30.03.2014 13:40

Når Brøndby IF i aften møder Viborg FF, bliver det med et velkendt ansigt på modstanderens trænerbænk. Holdet fra domkirkebyen hentede således i vinterpausen Auri Skarbalius ind som cheftræner, og det bliver første gang, at Auri står over for sit gamle hold siden sidste års redning.

Rent fagligt bliver det endnu en dag på kontoret, men Auri erkender, at der også er nogle følelser involveret. De kommer dog ikke til at have indflydelse på søndag, for han håber naturligvis på en Viborg-sejr.

- Nu har jeg mødt Brøndby en del gange, dengang jeg trænede HB Køge. Det er ikke helt nyt for mig, men det er klart, at det menneskeligt har en vis betydning for mig. Efter de ting vi oplevede sidste sæson, så er der selvfølgelig nogle følelser involveret, og jeg er da glad for, at Brøndby stadig er i Superligaen, lyder det fra Auri med et grin, da brondby.com fanger ham over telefonen.

- Men fagligt er det ligesom alle andre kampe for mig. Det er de samme ting, vi kigger på før kampen, som med alle andre. Hvor er skal vi passe på, hvor er der muligheder og så videre. 

Siden Auri forlod Brøndby IF, er der sket en del på Vestegnen, og han bider særligt mærke i de nye ansigter i truppen. Men det er nu en gammel kending, der imponerer Auri mest. 

- Det er sket mange spændende ting i Brøndby. Når man kigger på holdet, så er der sket især to vigtige ting. Nummer et er signingen af Thomas Kahlenberg. 

- Jeg synes, at Brøndby har savnet en leder og dirigent, og det synes jeg, at man har fundet i Thomas. Det er vigtigt for de mange unge og spændende spillere i klubben, for han er en kulturbærer, der ved, hvordan kulturen er og skal være i Brøndby. Han kender deres værdier og fokus, lyder det fra Auri.

- Den anden ting er, at Brøndby har hentet mange spændende offensive spillere. Det har gjort Brøndby til en meget stærkere modstander, som jeg ser det.