
U15: Kvartfinale i stærk, international turnering
12.05.2014 11:19
I begyndelsen af maj var Brøndby IF’s U15-hold i Wien for at deltage i det internationale stævne Nike Premier Cup 2014. Her gik det unge Brøndby-hold videre som vinder af gruppespillet, men kvartfinalen mod Feyenoord blev endestationen.
Nike Premier Cup er et årligt stævne, hvor nogle af Europas stærkeste ungdomshold deltager. Igen i år var Brøndby IF repræsenteret, og efter lodtrækningen torsdag aften stod det klart, at de blågule var kommet i pulje med Sturm Graz, KRC Genk, Atromitos FC og AC Sparta Prag.
Efter fire tætte kampe endte Brøndby IF’s drenge på førstepladsen med 10 point ud af 12 mulige - endda uden at lukke et eneste mål ind.
I kvartfinalen ventede Feyenoord, og det blev en kamp, der stadig ærgrer U15-træner Søren Weber Juul. For selv om Brøndby-talenterne havde overtaget, så var det hollænderne, der trak sig sejrrigt ud af opgøret med hjælp fra to straffespark og et rødt kort til de blågule.
Herefter stod den på to kampe, der skulle afgøre holdets endelig placering, og efter et nederlag i straffesparkskonkurrence og en sejr i sidste kamp endte man på turneringens 7. plads.
Juul: Skuffet lige nu, men gode lærepenge
Søren Weber Juul er naturligvis skuffet over, at man ikke gik videre mod Feyenoord, men overordnet set er der en masse positive ting, man kan tage med fra stævnet.
- Der er da helt klart en masse læring i det. Og det kan da være, at jeg kan se det om nogle uger, når skuffelsen har lagt sig. Jeg har simpelthen så ondt af drengene, der var sindssyg seje og gjorde det godt.
- Vi har fået mange nye spillere ind på holdet, så det var vores første store test, hvor vi blev maksimalt presset på teknikken, taktisk, fysisk og mentalt. Og de havde fortjent det helt vildt, siger Juul.
- Jeg har været med til det stævne i mange år, og man kan virkelig se, hvem der kan gå hele vejen på sådan en weekend. Det er unikt, fordi man bliver presset mod de bedste spillere. Det er cremen af ungdomsspillere, og tidligere har spillere som Fernando Torres og Andres Iniesta været med. Så det er jo supergode lærepenge. Og drengene har da også sagt, at det er det fedeste, de har været med til som fodboldsspillere.
Brøndby IF’s resultater
Gruppespil
Atromitos FC - Brøndby IF 0-0
Brøndby IF - KRC Genk 1-0 (Karl Dines Appelt)
Sturm Graz - Brøndby IF 0-2 (Emil Bodholdt, Karl Dines Appelt)
Brøndby IF - AC Sparta Prag 2-0 (Aleksander Sepp, August Vitus Frandsen)
Kvartfinale
Feyenoord - Brøndby IF 1-0
Placeringskampe
NK Krsko - Brøndby IF 0-0 (5-4 på straffespark)
NK Osijek - Brøndby IF 0-2 (Mileta Rajovic, Emil Bodholdt)

Karl Dines Appelt i forgrunden og Bertram Gjelfort bagved - fra kampen mod Genk.

Jubel over 1-0-målet mod Genk.

Evaluering efter sejren over Sparta Prag.

Målmand og anfører Casper Hauervig, som for nylig kom på kontrakt, stod et rigtig flot stævne.