
Se listen: De 10 yngste Brøndby-debutanter
01.05.2014 10:26
Da Daniel Stückler blev sendt på banen i søndags mod FC Vestsjælland, blev han den yngste Brøndby-debutant i klubbens Superliga-historie.
Med sine 17 år og 14 dage klemte han sig ind foran holdkammeraten Frederik Holst, som debuterede i foråret 2012 med 17 år og 232 dage på bagen.
Da Stückler blev udtaget af cheftræner Thomas Frank, havde han imidlertid ikke nogen anelse om, at han stod til at tage rekorden. Det gik først op for ham, da han læste nyheden på brondby.com.
- Alene det at få debut er kæmpe stort, og rekorden gør det bare endnu federe. Når det er sagt, så ville jeg ikke græde, hvis det ikke havde været rekord, for det vigtigste er udvikling. Mit fokus er at fortsætte min udvikling og dermed stille og roligt spille mig tættere på et niveau, der berettiger til Superligaen. Det skal nok komme, men det var fedt at tage det første skridt, lyder det fra Daniel Stückler, som har fået flere kommentarer fra den tidligere rekordholder, Frederik Holst.
- Holst har joket lidt med det. Blandt andet bemærkede han, at han lavede to mål i Reserveligaen efter sin Superligadebut, så han prøvede at lægge lidt pres på mig, siger angrebstalentet med et lille grin.
Når Frederik Holst tager den seriøse mine på, udtrykker han lutter glæde på Stücklers vegne.
- Jeg nød det, så længe det varede, men det er fortjent, at Stückler overtager rekorden, lyder det fra den 19-årige højreback.
- Jeg var sindssyg stolt og glad, da jeg fik chancen og tilmed rekorden. Det udviklede mig meget som spiller at komme ind omkring holdet, og jeg vil gerne takke Auri (Skarbalius, red.) og Bent (Christensen Arensøe, red.) for tilliden i en svær tid. Det blev en helt sindssyg sæson efterfølgende, og alligevel troede de på, at jeg kunne gøre en forskel. Derfor er jeg glad for, at klubben ikke er bange for at give unge spillere chancen, tilføjer Frederik Holst.
Her kan du se top 10-listen over de yngste Brøndby-debutanter i Superligaen.
(kilde: danskfodbold.com)
