Sådan oplevede vi Derbyet

14.05.2014 16:50

Søndag den 4. maj var der som bekendt Derby i Parken. Da Brøndby IF og FC København inden kampen lå side om side i Superliga-tabellen, og da FCK dage i forvejen kunne melde udsolgt, var der på forhånd lagt op til en intens affære - på banen og på lægterne.

Her 10 dage efter kan du læse, hvordan Brøndby IF - efter at have gennemgået en lang række henvendelser og evalueret grundigt på kampen - oplevede afviklingen af Derbyet den 4. maj i Parken.
 
I ugerne op til kampen havde vi et godt og konstruktivt samarbejde med Københavns Politi, FC København og de forskellige repræsentanter fra fangrupperingerne. 

Og lad det være sagt med det samme. Overordnet set er vi tilfredse med kampens afvikling. Når man tager kampens betydning, spændingerne og historikken i betragtning, mener vi, at rigtig mange aspekter af kampen forløb så godt, som man kunne have håbet på.

Vi skylder først og fremmest en stor tak til Brøndby IF’s fans over en bred kam. Mage til opbakning på udebane er vel aldrig set bedre - visuelt som vokalt. Det var i sandhed en gul mur i Parken, og det er uden tvivl en af hovedårsagerne til, at spillerne løftede sig og hev en uafgjort (og næsten en sejr) med hjem til Vestegnen. 

Ud over selve stemningen inde på stadion oplevede vi også, at de aftaler, vi forinden havde lavet med fansene blev overholdt, hvilket er meget glædeligt. De forskellige grupperinger har taget ejerskab, og vi vil styrke denne dialog fremadrettet. Det virker. Vi vil dog her understrege det uhensigtsmæssige ved brugen af pyroteknik. Dels fordi det ikke er lovligt, og dels fordi det i sidste ende kan koste Brøndby IF store bøder og hjemmekampe uden tilskuere.

I store træk var det dog en “toppræstation” fra alle parter involveret i søndagens Derby.
 
Men...

På trods af den overordnet set gode afvikling af kampen, var der desværre også negative aspekter.
 
Som det også har været tilfældet i tidligere Derbys i Parken, havde en del tilskuere, blandt andet ganske almindelige børnefamilier, med Brøndby-sympatier billet til langsiderne A og C, da de enten ikke kunne få billet til det udsolgte udebaneafsnit, eller fordi de gerne ville overvære Derbyet, men ikke ønskede at være på udebaneafsnittet, hvor de aktive fans befinder sig.
 
Selv om Parkens ordensreglement og kommunikationen op til kampen omtalte risikoen for, at tilskuere med synligt tilhørsforhold til udeholdet ville blive afvist / eskorteret ud, var situationen altså den, at der især på øvre A og øvre C befandt sig en del tilskuere med blågule hjerter, men ikke blågule trøjer. Enten fordi de selv havde købt billet dertil, eller fordi de havde fået billetter dertil af andre. Her taler vi om ganske almindelige tilskuere, der ikke hopper, råber, synger eller laver ballade, men som nyder at se et intenst opgør som et Derby fra tætteste hold.
 
Efter Derbyet har vi desværre modtaget en række henvendelser fra Brøndby-tilskuere, der uden synligt at være tilhængere af de blågule befandt sig på øvre C og her oplevede en gruppe med FCK-sympatier, der allerede inden kickoff chikanerede tilskuere, der så ud til at holde med Brøndby IF, eller som tillod sig at juble, da Ariel Nuñez scorede til 0-1.

Vi beklager over for de Brøndby-tilskuere, der havde en rigtig dårlig og utryg oplevelse i søndags. Det er vi rigtig kede af på jeres vegne. Vi tager skarpt afstand fra al truende og voldelig adfærd på tribunerne uanset klubfarver. 

Vi synes, at det er ærgerligt og uacceptabelt, at ganske almindelige tilskuere - uanset tilhørsforhold - ikke kan sidde i fred på stadion og nyde en god fodboldkamp uden risiko for at blive truet, jagtet og slået på, som det desværre skete på øvre C i Parken den 4. maj.
 
Det er meget beklageligt, at en mindre gruppe af såkaldte fans fik lov til at sætte skår i glæden på en ellers rigtig fin fodbolddag for de næsten 33.000 fremmødte i Parken.

I forlængelse af disse ærgerlige Derby-oplevelser har vi kontaktet FC København med henblik på at finde en løsning på problematikken med blandede fans på langsidetribunerne. 

Vi må erkende, at problematikken kun delvis kan løses via opfordringer/kommunikation og i stedet i samråd finde en holdbar måde at løse det på. 
 
Lad os tage nogle eksempler:
  • En familie på to voksne og to børn med Brøndby-sympati vil gerne til Derby i Parken. Men vil helst ikke være blandt de mest inkarnede og aktive fans. Skal den familie ikke kunne gå til fodbold?
  • Fire venner - to af dem er Brøndby-fans og to af dem er FCK-fans - ønsker at overvære derbyet live. Skal de ikke kunne se kampen sammen på stadion – uanset om det er i Brøndby eller i Parken?
  • Hvor skal de neutrale fodboldelskere sidde, hvis der ikke er noget, der hedder neutrale afsnit?
Disse udfordringer bør løses. Det bliver fokusområder i den videre dialog med fans og FC København.
 
Ingen kan være tjent med situationer som dem, der udspillede sig til Derbyet den 4. maj. Det er uacceptabelt. Dette har vi også påpeget over for FC København. Både på selve kampdagen og som del af den efterfølgende evaluering mellem de forskellige involverede.