Makienok: Skal præstere bedre på søndag

11.05.2014 21:30

Simon Makienok kom atter på tavlen, da det i en overordnet set skuffende præstation mod Randers FC blev til 1-1 hjemme på et gulklædt Brøndby Stadion med små 17.000 tilskuere.

Makienok var som de øvrige spillere skuffet over præstation særligt i første halvleg.

- Vi vidste, at Randers er et fysisk stærkere hold end os. Jeg synes, at kampen ligner vores seneste mod Randers, hvor vi ikke er klar nok fra start til deres fysiske pres og bliver lidt mast. 

- Det hænger vi efter med i 1. halvleg, hvor Randers har klar dominans. 2. halvleg var til dels bedre. Vi står en lille smule bedre imod deres fysik og får bedre styr på bolden, men det var stadig langt fra optimalt og slet ikke godkendt, lyder det fra Makienok.

- Dog har vi egentlig store chancer nok til at vinde, men omvendt er vi så heldige i sidste minut, hvor Randers er meget tæt på at score.

Den blågule topscorer slår fast, at der skal andre boller på suppen, hvis målet om fjerdepladsen skal sikres:

- Nu må vi gå ud på søndag mod FC Nordsjælland og levere en meget bedre præstation end i dag. Og så går vi efter de tre point, så vi kan sikre fjerdepladsen. Det er også en minimal chance for tredjepladsen, men FCK har helt klart matchbolden, og det er ikke alene op til os.