
Hasani: Som én stor familie
16.05.2014 10:20
Et nyt land. En ny kultur og en ny klub. Det hele var nyt for Ferhan Hasani, der for små ni måneder siden kom til Brøndby IF. Her er makedoneren faldet mere og mere ind i spillet, og selv om skader har ødelagt dele af hans forår, så er han godt han godt tilfreds med sin første sæson i klubben, som han betegner som én stor familie.
- Jeg er tilfreds med min første sæson her i Brøndby, men jeg er også sikker på, at jeg kan give meget mere til holdet og klubben næste sæson. Min udvikling har været god, og jeg er sikker på, at det bliver meget bedre fremover, siger Hasani og uddyber:
- I starten af sæsonen kom jeg meget ind fra bænken, men fik så mere og mere spilletid og også 90 minutter i flere kampe mod slutningen af året. Så det var en god udvikling. Og det startede også godt her i foråret, men så fik jeg lidt problemer med knæet.
- Efter jeg kom tilbage, scorede jeg mod SønderjyskE, men blev så småskadet igen. Det var irriterende, for jeg ville gerne hjælpe holdet. Men alt i alt er jeg meget glad for min første sæson i klubben.
Kigger man på Ferhan Hasanis statistik for sæsonen, har han i skrivende stund spillet 898 minutter svarende til knap 10 fulde kampe. Her har han scoret fire mål og lavet én assist, hvilket må siges at være ganske udmærket for en midtbanespiller/kant.
Én stor familie
Det er dog ikke kun i spillet på banen, at Ferhan Hasani er faldet godt ind. Han føler sig også som en del af en familie, når der ikke er træning og kamp og glæder sig over, at man føler sig velkommen i klubben fra første dag.
- Jeg er virkelig glad for at være her. Jeg er blevet taget godt imod fra dag 1, hvor alle i klubben bød mig velkommen. Jeg kunne se, at det både var et godt hold, men også at klubben fremstod som én stor familie, og det kan jeg rigtig godt lide. Det er vigtigt for mig, at jeg føler mig godt “hjemme” i klubben, siger Hasani, der håber, at den kommende sæson vil blive endnu bedre end den første.
- Jeg føler, at jeg har givet alt, hvad jeg kunne i denne sæson, men skaderne har selvfølgelig gjort, at jeg ikke har kunnet være der for holdet hele tiden. Så mit håb for den kommende sæson er, at jeg er skadesfri, og at jeg derfor kan give endnu mere til denne klub og de mange fans.
Sæsonens sidste mulighed for at præstere for klubben og fansene er på søndag kl. 17, hvor 33. spillerunde i Superligaen afvikles. For Brøndby IF's vedkommende gælder det udekampen på Farum Park mod FC Nordsjælland.