GoPro: Tæt på talenternes fysiske test

22.05.2014 15:47

Fokus på den enkelte spillers behov og udvikling. Det er tanken bag de fysiske test, som talenterne på Brøndby IF's U15-, U17- og U19-mandskab går igennem to gange om året.

De fysiske test er delt op i tre. I hallen står den på iltoptagelse, sprint og springkraft, mens kroppens led, muskler og balance bliver tjekket efter i sømmene hos fysioterapeuterne. Til sidst og ikke mindst er der styrketest i styrkelokalet.

- Det er vigtigt for os at kunne følge den enkelte spillers fysiske udvikling, fortæller A+-træner Peder Siggaard og fortsætter:

- Ikke for at sige "du er bedre end ham", for det fysiske er kun ét af mange parametre i elitefodbold. Det handler om at give trænerne et referencepunkt, så de ved, hvordan træningen skal tilpasses individuelt. Målet er at udvikle spillerne fysisk, så de kan holde til at træne og spille på højeste niveau.

Peder Siggard var med til at indføre de fysiske test for over 10 år siden, og selv om princippet er det samme, så bliver der hele tiden optimeret på tingene.

- Teknologien udvikler sig, og vi er opmærksomme på, hvordan vi kan bruge det til at flytte os. Det gør disse test lettere at gennemføre, og det gør resultaterne mere præcise.