Frank-status: Jagter ekstra procenter

21.05.2014 13:59

En fjerdeplads. Kvalifikation til europæisk fodbold. Masser af spilletid og ansvar til unge spillere.

Genrejsningen af Brøndby IF’s Superligamandskab er gået hurtigere, end de fleste havde turde håbe på. Det gælder også cheftræner Thomas Frank. Han tvivlede ikke på det blågule potentiale, da han for snart et år siden sagde ja til udfordringen, men alle brikkerne var langt fra faldet på plads.

Det var da også den yngste start-11 i Brøndby IF’s Superligahistorie, der blev sendt på banen i første spillerunde, hvor en dengang 18-årig Andrew Hjulsager debuterede med et flot mål.

- Klubben sagde farvel til mange spillere i sommer, og da jeg sagde ja tak, vidste vi af gode grunde ikke, hvem og hvor mange vi ville få ind. Der var derfor tale om en stor, men meget spændende udfordring med et ungt hold. Selv om der var mange spillere med stort potentiale, havde vi ikke troet på, at vi kunne blive nummer fire allerede i denne sæson. Samtidig fik vi en knap så god start rent pointmæssigt, men da vi endelig kom i gang, og truppen blev sat, begyndte tingene heldigvis at flytte sig step for step. Vi sluttede efteråret rigtig fint af, siger Thomas Frank og tilføjer:

- Fra runde 8, hvor vi fik den første sejr, og frem har vi haft et godt fundament. I denne periode tabte vi kun tre kampe, og generelt har vi været svære at slå. Vi har ikke tabt flere kampe end AaB og FCK, og vi har ikke lukket flere mål end de andre tophold. I efteråret tangerede vi også klubbens Superligarekord med fem clean sheets i streg. Vi kan derfor være tilfredse med den solide bund, holdet har fået, og at der er kvalitet i det, vi gør.

- Samtidig har spillerne vist rigtig god mentalitet, og vi er flere gange kommet tilbage fra at være bagud. Der vil være udsving, når man bygger et nyt hold op, men det er stærkt, at vi flere gange kan komme tilbage fra udsvingene - også inden for de samme 90 minutter.

Tilfredse, men ikke ekstatiske

Efterhånden som holdet byggede på, steg antallet af point i tabellen. Den samlede høst på 52 af slagsen er faktisk det højeste siden 2009/10, hvor de blågule lukkede langt flere mål ind - det vil sige 50 vs. 38 i denne sæson.

Med stabiliteten og pointene fulgte også en ny målsætning for Thomas Frank og co.

- Fra forårets start var målsætningen at blive nummer fire. Med det hold og den trup vi havde fået bygget op i løbet af efteråret og vinteren, så mente vi, at vi kunne sikre os den fjerdeplads. Når man kigger på foråret, slutter vi faktisk som nummer tre med tre point færre end mestrene fra AaB og to færre end Esbjerg. Det forløb kan vi være tilfredse med, lyder det fra Thomas Frank.

- Når det er sagt, så synes jeg, at der lå mere og ventede på os, men i bund og grund har vi manglet den sidste kvalitet for at kunne bede om mere. Det får man kun ved benhårdt arbejde. Vi skal arbejde med de sidste detaljer, kræve mere af hinanden og så håber vi, at vi kan få de ekstra procenter med, siger den blågule cheftræner og fortsætter:

- Med alle de ting in mente - nyt hold, nyt setup, nyt spillekoncept, unge spillere - så er vi tilfredse med sæsonen, men på ingen måde ekstatiske. Nu handler det om at lægge næste lag på. De næste procenter. Den ekstra kvalitet. Men det bliver endnu hårdere at tage de næste skridt. Det glæder vi os til, for vi kunne godt tænke os at løfte det hele med de ekstra procenter til næste sæson.