Dobbelt-Nuñez: Fantastisk følelse

08.05.2014 23:35

10 optrædener i den gule trøje. 5 kasser. Sådan lyder statistikken for Ariel Nuñez, som havde en central rolle i torsdagens 3-1-sejr over guldaspiranterne fra FC Midtjylland.

Den rapfodede angriber scorede til både 1-0 og 2-0, inden han havde en fod med i Simon Makienoks 3-0-scoring.

- Det er en fantastisk følelse, lød det fra Ariel Nuñez i omklædningsrummet, da brondby.com fangede ham til en snak om kampen.

- Jeg er rigtig glad, og jeg føler sig godt tilpas på positionen lige bag ved Simon (Makienok, red.). Jeg begynder at få styr på bevægelsen i mit spil, og jeg kan mærke, at jeg finder de rigtige rum. Det betyder rigtig meget for mig.

Det er tredje kamp i streg, at Ariel Nuñez viser målnæsen. Han er således noteret for fire mål i de seneste tre kampe, men tager på ingen måde æren selv.

- Vi træner godt hver dag, og jeg arbejder hårdt for hele tiden at blive bedre og falde ind i holdets spillestil. Holdet flytter sig hele tiden, og det hjælper også mig til det samme. Det hele er takket være Thomas (Frank, red.), mine holdkammerater og alle de andre i klubben, som hjælper mig så godt på vej, siger han og tilføjer:

- Da jeg kom hertil, var jeg meget sulten efter at vise, hvad jeg kunne, så jeg kunne betale tilbage for tilliden og samtidig vokse som fodboldspiller. Jeg føler, at jeg stille og rolig har taget skridt i den rigtige retning