Capellas på visit: Rart at tyvstarte

14.05.2014 16:55

Der var et nyt ansigt på sidelinjen til dagens træning. Den kommende Brøndby-assistenttræner Albert Capellas var således på visit på Vestegnen.

Den tidligere Barcelona-træner var klædt i civil og holdt sig i en observerende rolle. Undervejs blev det dog til et par snakke med cheftræner Thomas Frank.

- Det er rart at tyvstarte - bare en lille smule, siger Albert Capellas med et lille grin.

For halvanden uge siden afsluttede han sæsonen med hollandske Vitesse, der endte som nummer seks i Æresdivisionen. Nu står der ferie i kalenderen, men Capellas glæder sig til at trække i det officielle Brøndby-træningstøj.

- Der er sat et ekstremt spændende projekt i gang, og jeg glæder mig til at give mine input til, hvordan vi i fællesskab kan løfte det yderligere. Som førsteassistent kommer jeg selvfølgelig til at lægge utrolig meget energi i mine opgaver omkring Superligaholdet og samarbejdet med Thomas (Frank, red.) og resten af staben, men jeg skal også fokusere på talentafdelingen, siger Albert Capellas og tilføjer:

- Vi skal sørge for, at der er en rød tråd ned gennem rækkerne, så der bliver trænet og spillet kampe på samme måde. Selvfølgelig skal tingene tilpasses den enkelte aldersgruppe og spiller, så de udvikler sig på den rette måde og i det rette tempo, men der skal være en klar idé bag tingene. Det arbejde er allerede sat i gang, og jeg ser frem til at blive en del af de næste skridt.

Ud over et besøg på træningsbanen har Albert Capellas adskillige møder i den sportslige afdeling på programmet i dag.