Ny cheftræner til U17-talenterne

11.06.2014 15:43

Når næste sæson af U17-ligaen skydes i gang, bliver det med en ny cheftræner i spidsen for de blågule talenter.

Den nuværende U15-cheftræner Søren Weber Juul overtager således stafetten fra John Ranum, der i stedet vil varetage rollen som mentor og assistenttræner.

Igennem sine 35 år som U-træner i Brøndby IF har John Ranum haft 19 A-landsholdsspillere og over 130 U-landsholdsspillere igennem systemet.

- John har været i klubben i en menneskealder, og jeg tror ikke, at man kan finde en dansk træner, som har udklækket flere U-landsholdsspillere. Desværre har han været igennem et hårdt sygdomsforløb, og selv om han stadig brænder for talentudvikling, må helbredet komme i første række. Vi taler om en af de allerdygtigste talenttrænere i landet, så det er fantastisk, at vi stadig kan få glæde af Johns ekspertise i en rolle, som er forenelig med hensynet til helbredet, siger Kim Vilfort, chef for Brøndby Masterclass, og tilføjer:

- Vi betragter Søren Weber Juul som et af de største trænertalenter herhjemme, og vi er glade for, at han har takket ja til cheftrænerrollen på U17. Han har igennem en årrække leveret et fantastisk stykke arbejde på U15, og med John Ranums sygdomsforløb er det naturligt, at Søren træder et skridt op – og hvad kan være bedre end at gøre det med så stor en kapacitet som mentor? Den konstellation forventer vi os meget af i tæt samarbejde med resten af U17-staben og vores Brøndby Masterclass-setup, tilføjer Kim Vilfort.

Som et drømmejob

John Ranum har ikke kun haft en central rolle for talentudviklingen inden for kridtstregerne. Igennem tiden har villaen på Turpinsvej givet både kost og logi til adskillige talenter, og i øjeblikket er Lebogang Phiri en af beboerne.

”Pensionatordningen” vil fortsætte ved siden af mentorrollen, og Søren Weber Juul glæder sig over at kunne sparre med den erfarne talenttræner.

- Jeg er sindssyg glad for denne mulighed, der kan beskrives som mit drømmejob lige nu. Jeg har arbejdet næsten 10 år med at udvikle U15-talenter, så jeg føler mig klar til at træde et skridt op. Nu skal jeg arbejde med to årgange ad gangen i en landsdækkende liga, og det ser jeg meget frem til, siger Søren Weber Juul og tilføjer:

- I tillæg er det fantastisk, at jeg får glæde af John Ranums ekspertise. Jeg føler mig klar til opgaven, men det er fedt at kunne sparre med så dygtig en talenttræner. Jeg er garant for pivhårdt arbejde, glæde og entusiasme, men John og hans store erfaring bliver uden tvivl en vigtig medspiller omkring holdet, siger Søren Weber Juul, som allerede har prøvet kræfter med U17-mandskabet, da han vikarierede for John Ranum under sygemeldingen.

Glad for at kunne bidrage

Sygemeldingen skyldtes tre blodpropper i hjernen, og John Ranum vendte derefter tilbage til cheftrænergerningen. Efter diverse kontroller og et forløb hos en stresscoach stod det imidlertid klart, at han havde brug for at trappe ned.

- Et cheftrænerjob er 24/7, for der er altid noget, der rumsterer. Jeg har brug for ro, og det kan jeg ikke få i cheftrænerrollen. Jeg havde en god snak med Per (Rud, red.) og Kim (Vilfort, red.), og jeg er glad for, at vi fandt en rolle, hvor jeg stadig kan bidrage, fortæller John Ranum.

- Det er en rigtig god løsning for mig, og det er dejligt, at jeg kan fastholde kontakten med trænergerningen. Vi har mange unge, talentfulde trænere i klubben, og det glæder mig, at jeg nu får mulighed for at hjælpe dem på vej, dele ud af min erfaring og forhåbentlig give dem en endnu bedre ballast til deres fremtidige virke i Brøndby IF.

En ny U15-cheftræner er allerede på plads som afløser for Søren Weber Juul. I april kunne Brøndby IF således offentliggøre tilgangen af Frank Hjortebjerg, der kom fra et tilsvarende job i FC Nordsjælland – læs mere om ansættelsen ved at klikke her.

Tidligere på dagen kunne Brøndby IF præsentere Per Frandsen som ny U19-cheftræner i Brøndby Masterclass - læs mere her.