Laursen, Stückler og Corlu med til Tyskland

26.06.2014 08:20

Torsdag morgen satte Brøndby IF's spillere og ledere sig i spillerbussen ved Brøndby Stadion. Destination er Tyskland, hvor de næste 10 dage byder på hårde træningspas og tre træningslejre mod henholdsvis Spartak Moskva, Chemnitzer FC og Slovan Liberec.

Ud over de i alt 24 Superligaspillere (Hjulsager bliver hjemme og genoptræner, og Elmander støder først til truppen mandag den 30. juni) er der også tre helt unge talenter med i bussen.

Daniel Stückler (17 år), Rezan Corlu (16 år) og Nikolai Laursen (16 år) er alle tre udtaget af cheftræner Thomas Frank til træningslejren i Tyskland.

Dermed får de tre Masterclass-talenter mulighed for at snuse til niveauet samt chancen for at vise sig frem for trænerteamet i 10 dage.

Cheftræner Thomas Frank siger:

- Vi har taget de tre unge med, fordi de har gjort det godt på U19-holdet gennem længere tid. For alle tre gælder det, at de har et rigtig stort potentiale. 

- På træningslejren kan vi se dem an mere intenst og gennem længere tid, end vi har mulighed for til hverdag. Desuden kan de få et fint indblik i livet som professionel, og hvad det kræver at være med på dette niveau.

brondby.com følger naturligvis op på de tre unge talenters præstationer på træningslejren i Tyskland.