Elmander vender hjem
24.06.2014 13:40
Den svenske landsholdsspiller Johan Elmander vender hjem til Brøndby IF.
Elmander henrykkede i perioden 2004-2006 blågule fans landet over og var med til at vinde The Double i 2005, hvor han også blev kåret til Årets Spiller i klubben.
Den 33-årige offensivspiller, der til dato har spillet 81 kampe og scoret 29 mål for Brøndby IF, kommer tilbage til Vestegnen på en fri transfer og har underskrevet en toårig aftale.
Johan Elmander får rygnummer 11.
"En kulturbærer"
Sportsdirektør Per Rud udtaler:
- Det er uden tvivl en spiller fra øverste hylde, vi nu får tilført. Ud over at have en fantastisk historik i Brøndby IF er Johan Elmander fortsat en utrolig dygtig fodboldspiller. Han medvirkede i sidste sæson i 28 kampe for Norwich i Premier League, og i sæsonerne forinden har han spillet mere end 50 kampe for Galatasaray. Det gør man ikke uden at være fysisk fit og have et rigtig højt spillemæssigt niveau.
- I vores samtaler med Elmander har han udvist stor lyst til at være en del af vores projekt, og vi forventer at han ud over at løfte vores hold også vil have stor indflydelse på opbygningen af vinderkulturen i klubben og udviklingen af vores mange unge spillere. I lighed med Thomas Kahlenberg ser vi Elmander som en kulturbærer i klubben. Med hans enorme erfaring vil han være guld værd for vores unge trup og de talenter, der står på spring.
CV - Johan Elmander
Navn: Johan Erik Calvin Elmander
Fødselsdato: 27. maj 1981
Fødested: Alingsås, Sverige
Højde: 1,88
Civilstatus: Gift og har to piger på hhv. fire og seks år
Klubber
1999–2000, Örgryte (39 kampe, 4 mål)
2000–2004, Feyenoord (39 kampe, 3 mål)
2002–2003, Djurgården (lån)(19 kampe, 12 mål)
2003–2004, NAC Breda (lån)( 31 kampe, 7 mål)
2004–2006, Brøndby IF (81 kampe, 29 mål)
2006–2008, Toulouse (64 kampe, 22 mål)
2008–2011, Bolton Wanderers FC (92 kampe, 18 mål)
2011–2014, Galatasaray (52 kampe, 16 mål)
2013–2014, Norwich City (lån)(28 kampe, 1 mål)
Landshold
1996–1997, Sverige U16 (27 kampe, 3 mål)
1998–1999, Sverige U18 (7 kampe, 1 mål)
2000–2004, Sverige U21 (30 kampe, 12 mål)
2002–?, Sveriges A-landshold (79 kampe, 20 mål)