16. juli: Storkamp mod Liverpool FC

19.06.2014 10:00

Den sidste testkamp for Brøndby IF inden sæsonstart 2014/2015 bliver lidt af et brag.
 
Onsdag den 16. juli kl. 18 kommer den engelske storklub Liverpool FC nemlig forbi Brøndby Stadion til en testkamp, som samtidig markerer Brøndby IF’s 50-års jubilæum.
 
Sportsdirektør Per Rud udtaler:
 
- Vi ser frem til at byde Liverpool FC velkommen til Brøndby. Liverpool FC er en af verdens største og mest populære klubber, og vi håber, at rigtig mange af Brøndby IF’s fans – samt Liverpool-fans i Danmark og resten af Skandinavien – vil tage del i denne unikke oplevelse på Brøndby Stadion.
 
- Liverpool FC spiller en vigtig rolle i vores klubhistorie, og træningskampen er derfor en perfekt lejlighed til at markere Brøndby IF’s 50-års jubilæum. Samtidig er det en fantastisk sidste test for vores trup frem mod Superligastarten.
 
Billy Hogan, der er Chief Commerical Officer i Liverpool FC, udtaler:
 
- Liverpool FC har en stor tilhængerskare i Skandinavien og særligt i Danmark. Så det er rigtig spændende for os at få muligheden for at bringe klubben tættere på vores fans via denne venskabskamp mod det største hold i landet.
 
En særlig plads i historien
 
Klubben fra Merseyside i Liverpool spiller – som de fleste blågule fans ved – en særlig rolle i Brøndby IF’s historie. I oktober 1995 opnåede de blågule et af klubbens til dato største resultater, da netop Liverpool FC blev ekspederet ud af UEFA Cuppen på et legendarisk mål på Anfield af norske Dan Eggen. Brøndby IF’s største spillersalg til dato var ligeledes til Liverpool FC, da Daniel Agger, som nu er viceanfører i LFC, i 2006 skiftede til de 18-dobbelte engelske mestre.
 
Liverpool FC blev grundlagt i 1892 og er en af verdens største og mest berømte fodboldklubber. Siden grundlæggelsen for 122 år siden er det blandt andet blevet til intet mindre end 18 ligatitler, syv FA Cup-titler, otte Liga Cup-titler, fem Champions League-titler og tre UEFA Cup-titler. Liverpool FC hører til på det sagnomspundne stadion ”Anfield”. Her gjalder den legendariske klubsang, ”You’ll Never Walk Alone”, til hver hjemmekamp ud fra højtalerne over de 45.000 tilskuere, der er plads til.