UEFA-lodtrækning: Dem kan Brøndby IF møde

18.07.2014 08:40

Portugal, Rumænien, Belgien, Kroatien, Tyrkiet. Et af disse lande kan blive destinationen for første etape af Brøndby IF's Europa-togt denne sæson, der som bekendt starter i 3. kvalifikationsrunde til Europa League.

Fredag kl. 13 finder lodtrækningen til 3. kvalifikationsrunde sted i Nyon, Schweiz. De to kampe i runden spilles henholdsvis torsdag den 31. juli og torsdag den 7. august.

UEFA har inden fredagens lodtrækning inddelt de deltagende hold i fem seedningsgrupper, hvoraf Brøndby IF er havnet i den femte og sidste gruppe.

Nedenfor kan du se seedningsgruppen, hvor Brøndby IF som useedet altså kan trække et af de seedede hold markeret med fed skrift.

Dundalk FC (IRL)/HNK Hajduk Split (CRO) 
CFR 1907 Cluj (ROU)/FK Jagodina (SRB)
Rio Ave FC (POR)
Bursaspor (TUR)/FC Chikhura Sachkhere (GEO)
Club Brugge KV (BEL)
Gyori ETO FC (HUN)/IFK Göteborg (SWE)
FC Dinamo Minsk (BLR)/Myllykosken Pallo-47 (FIN)
Neftçi PFK (AZE)/FC Koper (SVN)
FK Atlantas (LTU)/FC Shakhter Karagandy (KAZ)
Brøndby IF (DEN)

Tre af de mulige modstandere fra anden kvalifikationsrunde er ikke fundet endnu, som det kan ses ovenfor. I kampen mellem irske Dundalk og kroatiske Hajduk Split ligner det dog kroatisk avancement, da første kamp i Irland endte 0-2. Kampen mellem rumænske Cluj og serbiske Jagodina er mere åben, idet første kamp i Rumænien endte 0-0. Det første opgør mellem tyrkiske Bursaspor og georgiske Chikhura endte ligeledes 0-0 (i Tyrkiet).

Fredagens spændende lodtrækning kan følges live på UEFA.com.