Skadesupdate fra træningslejren: En fit trup

04.07.2014 15:15

Brøndby IF befinder sig lige nu syd for grænsen på træningslejr i Tyskland/Tjekkiet. 

Her har programmet budt på en række hårde træningspas og indtil videre to træningskampe. Spillerne er fredag eftermiddag ankommet til sidste stop på turen, nemlig Liberec i Tjekkiet, hvor man lørdag kl. 17 møder den lokale, og Europa League-deltagende, klub Slovan Liberec.

På trods af den intense træning på træningslejren er det en stort set kampklar trup, som cheftræner Thomas Frank kan råde over. Ingen spillere har helt siddet uden for træningen og kun få bliver sparet i visse øvelser.

Årsagen er, at træningen har været doseret grundigt og korrekt, og at spillernes grundform inden opstarten var rigtig god, lyder forklaringen fra cheftræner Thomas Frank:

- Spillerne kom tilbage fra ferien i rigtig god stand. Alle havde holdt sig i gang og fulgt de træningsprogrammer, de havde fået med i kufferten. Det betyder selvfølgelig meget for opstartstræningen, at vi ikke skal starte med at bygge grundformen op. Den har spillerne selv sørget for at holde ved lige.

- Desuden er vi blevet endnu skarpere og endnu grundigere, når det kommer til at dosere træningen for den enkelte. Kommunikationen internt i staben omkring holdet er rigtig god, og det betyder meget, at sundhedsstaben er en integreret del af trænerteamet, så vi hele tiden har fingeren på pulsen på den enkelte spillers tilstand og i fællesskab kan beslutte hvilken træningsmængde og hvilke øvelser, vedkommende har behov for.

- Selvfølgelig opstår der altid småproblemer og nogle gange også slagskader, som man ikke kan gardere sig mod, men i det store hele ser vi rigtig fitte og stærke ud lige nu.

Spillerne, som i skrivende stund ikke træner fuldt med, er Martin Albrechtsen, Riza Durmisi, Michael Falkesgaard og Rezan Corlu. For alle fire gælder det dog, at de inden for få dage igen deltager fuldt ud i holdets træning.

Eneste mand på skadeslisten er unge Andrew Hjulsager, der lige nu genoptræner hjemme i Brøndby for fuld kraft efter en ankeloperation.