Info til pressen om Brøndby-Liverpool

16.07.2014 08:59

Dette er en meddelelse til de pressefolk, som er akkrediterede til at dække onsdagens opgør på Brøndby Stadion mellem Brøndby IF og Liverpool FC. Nedenfor kan man således finde information om blandt andet ny presseindgang og pressekonference efter slutfløjt.

Før kampen: Ny presseindgang og vej til pressepladserne

Fra og med Liverpool-kampen vil der være en ny presseindgang til Brøndby Stadion. Fremover skal alle akkrediteringer således afhentes i den nye indgang til højre for Brøndby Shoppen (tårn 2), som vil være markeret med et skilt, ”presseindgang / press entrance”.

Dette trappetårn har en dør, som fører direkte ind i pressens arbejdsrum på stadion. For at komme til pressepladserne skal man ud samme vej og fortsætte videre op i tårn 2 til øvre tribune. Her findes arbejdsborde og strømstik.

Fotografer, der skal ned på sidelinjen inden kickoff, går via glasdøren i Brøndby-logen (i presserummet) for at komme ned til banen.

Efter kampen: Pressekonference og Mixed Zone

Umiddelbart efter slutfløjt vil der være pressekonference i Europa Lounge. Indgangen til dette findes ligeledes i tårn 2 – niveauet mellem presserummet og pressepladserne. Døren vil være markeret med skilt, ”pressekonference / press conference”.

Efter pressekonferencen vil der være adgang til Flash-zone for TV og Mixed Zone for skrivende journalister. Turen fra pressekonferencen går ned gennem tårn 3 helt ned i bunden (foyeren).