Frank: Skal gå efter at dominere

20.07.2014 08:50

Tre point. Det var afstanden mellem FC Midtjylland på tredjepladsen og Brøndby IF på fjerdepladsen efter 33 Superliga-kampe i sidste sæson.

Samme antal point er på spil, når de to mandskaber i aften kl. 19:00 åbner den nye sæson med et opgør i Herning, og Brøndby-cheftræner Thomas Frank er opsat på at tage alle tre med hjem til Vestegnen.

- Vi har stor tro på egne evner, og alle er sultne efter at starte sæsonen med en sejr. Der skal fuld knald på, siger Thomas Frank og tilføjer:

- Vi glæder os helt vildt til at komme i gang igen. Vi har trænet godt, spillet nogle fornuftige testkampe, og det er fortsat en virkelig velfungerende gruppe. Derfor bliver det også dejligt at komme ud og stå sammen om at spille om point igen.

- Vi skal gribe initiativet så meget som muligt og presse fremad, så vi kan sætte FC Midtjylland under tryk. Mod sådan en modstander vil der være perioder, hvor det ikke er muligt at dominere, men vi skal gå efter det og forsøge at minimere mængden og varigheden af gode FCM-perioder.

Ambitionen om en sejr betyder imidlertid ikke, at de blågule har glemt FC Midtjyllands styrker. Thomas Frank udtrykker stor respekt for det arbejde, der udføres hos ’ulvene’.

- Herning er altid et svært sted at spille. FC Midtjylland kommer med stor aggressivitet og har opbygget en flot hjemmebanestatistik. I tillæg tager de afsæt i en flot sidste sæson, hvor de måske var ærgerlige over ikke at slutte et trin eller to højere, men der var rigtig mange flotte præstationer, som de kan bygge endnu mere på. Det aftvinger respekt, siger Thomas Frank og tilføjer:

- FC Midtjylland har mange styrker, men vi skal blandt andet være opmærksomme på deres aggressive og dynamiske spil. Dertil kommer standardsituationerne og de tidlige indlæg, hvor en angriber som eksempelvis ’Duncan’ (Morten Rasmussen, red.) har store kompetencer.

Nåede du ikke at få billet til det udsolgte Brøndby-afsnit i Herning, kan du se kampen på TV3+ eller sammen med dine medfans på Café 1964 på Brøndby Stadion. Køkkenet har sammensat en lækker menu til lejligheden – læs mere her.

Du kan også som altid følge med via Brøndby IF's liveupdate på Twitter, @BrondbyLive.