U19-talenter vil tættere på Superligaholdet i Dubai

14.01.2014 16:53

Da de 26 pladser på turen til Dubai skulle fordeles, valgte trænerteamet at tage tre U19-spillere med.

Set i lyset af Michael Falkesgaards skade var det ikke overraskende, at U19-keeper Andreas Hansen fik udstedt en billet, men Thomas Frank og co. får også mulighed for at se nærmere på forsvarsspiller Svenn Crone og angriber Daniel Holm.

For sidstnævnte er det en ny oplevelse, mens Svenn Crone ligeledes var med på Superligaholdets træningslejr i sommer.

En unik mulighed

- Det er let at falde ind i gruppen. Dels er der tale om nogle fantastiske gutter, dels kender jeg en del af spillerne fra sidste træningslejr, fortæller Svenn Crone.

Han vil bruge træningslejren til at suge endnu mere erfaring til sig fra øverste niveau. Og så gør det heller ikke noget, hvis cheftræner Thomas Frank kan blive lidt imponeret.

- Thomas har allerede et godt kendskab til mig, for jeg har trænet en del med Superligaholdet, og han ser mange af vores U19-kampe. Når det er sagt, så håber jeg da, at jeg kan gøre en god figur og spille mig tættere på holdet. Jeg er klar til at vise, hvad jeg kan i sådan et intensivt forløb, siger Svenn Crone.

Det samme gør sig gældende for Daniel Holm.

- Jeg håber, at jeg kan spille mig ind i Thomas Franks overvejelser for fremtidens Superligahold. En træningslejr er en unik mulighed for at vise, hvad jeg indeholder. Thomas kender os, men når man får mulighed for at være med i en sammenhængende, intensiv periode, så skal man gribe den, lyder det fra angriberen efter tirsdagens træningspas i Dubai-solen.

- Når man træner med Superligaholdet bliver man presset på alle parametre. Tempoet er højere, og fysikken er i højsædet. Man kan ikke tage særlig mange berøringer, før der er en mand i ryggen, så det er lærerigt på mange måder, tilføjer Daniel Holm.

Her til aften står den på behandling, mad og hvile for de to U19-talenter og resten af truppen. I morgen venter to træningspas.

SCPRDH

Svenn Crone (t.v.) og Daniel Holm (t.h.) sammen med sportschef Per Rud inden træningen i Dubai mandag eftermiddag.