Tørnes siger tak for denne gang

25.01.2014 13:38

Michael Tørnes og Brøndby IF gik hver til sit ved udgangen af december, hvor den 28-årige keeper havde kontraktudløb. Selv om det ikke bliver til flere kampe i Brøndby-trøjen, så er Tørnes glad for sin tid i klubben.

Her har han medvirket i både pokaltriumfer, europæiske kampe og massevis af Superligaopgør, men har også prøvet at være en del af et nedrykningsdrama, som folk i og omkring Brøndby IF sent vil glemme. Alt sammen har gjort ham til den målmand, han er i dag, og det er noget, han kan tage med videre i karrieren. 

Fantastisk tid i Brøndby

- Min tid i Brøndby har overordnet set været fantastisk. Jeg er rigtig glad for de otte år, jeg nåede at have i klubben, og der skal lyde en kæmpe ros til de mange dygtige trænere og kollegaer, jeg har mødt igennem årene.

- Jeg kan selvfølgelig nævne mange, der har hjulpet mig gennem min karriere, men jeg vil hellere fremhæve klubben og de forskellige trænere som en helhed. For det er hele pakken, der har været med til at udvikle mig. Der er måske en træner, der har været god til én ting, mens en anden har været god til noget andet, og det har klubben været god til at samle. Så rosen skal gå ud til alle i klubben, siger Michael Tørnes og fortæller om, hvordan opholdet har gjort ham til en stærkere målmand.

- Jeg kan tage en masse med fra mit ophold i klubben. Jeg har været med, når det har været rigtig sjovt, men også i de mindre sjove tider. Og det er jeg glad for, at jeg har været med til at opleve. Selvfølgelig vil man helst have succes og vinde alle kampe, men modgangen har også givet mig hår på brystet. Så jeg føler, at jeg har fået proppet rigtig meget i min rygsæk, og så håber jeg, at jeg fremover kan proppe endnu mere i den et andet sted. 

Tak til alle i klubben

- Der er mange store oplevelser at vælge imellem, lyder det fra Tørnes, da han bliver spurgt om den største oplevelse i Brøndby-trøjen.

- Min Superligadebut på hjemmebane mod SønderjyskE er noget, jeg aldrig glemmer. Det var en fed fornemmelse hele tiden at kunne mærke, at vi havde vores fans i ryggen. Men også vores kampe inde i Parken står klart i min hukommelse. Både de kampe vi har haft mod FC København, men også da vi vandt pokalfinalen. Og så er der selvfølgelig også pokalkampen mod FCK på Brøndby Stadion sidste vinter. Det var en fantastisk oplevelse.

Michael Tørnes har som bagerste mand været på første parket til Sydsiden og resten af stadion, og det har gjort stort indtryk på målmanden.

- Generelt kan jeg ikke rose fansene nok. De er fandeme seje! De har gang på gang bevist, at de er der både i medgang og modgang. Så dem vil jeg gerne sige mange tak for støtten til, siger Tørnes, der håber, at fansene og alle andre i klubben fremover vil have meget mere at juble over.

- Til sidst vil jeg gerne sige held og lykke fremover til alle i klubben. Jeg følger stadig med hjemme foran fjernsynet, og det er dejligt at se, at der kommer mange mennesker på stadion, og at klubben er på vej mod bedre tider. Jeg har jo mange gode bekendtskaber i Brøndby, ikke kun i den sportslige afdeling, men også oppe i administrationen, så jeg håber altid, at det går klubben godt.

Lige nu står Michael Tørnes uden kontrakt, men han har fået lov til at holde formen ved lige i 1. divisionsklubben Hvidovre, der har den tidligere Brøndby-kæmpe Per Nielsen som cheftræner. Hvad fremtiden bringer er stadig usikkert, men den reaktionsstærke keeper ser optimistisk fremad.

- Jeg er meget glad for at have fået lov til at træne med hos Per. Det er godt for formen, og ud over træningen i Hvidovre styrke- og løbetræner jeg også. Jeg bliver ved med at knokle og holde mig i form, så jeg er klar, hvis chancen byder sig. Det ville være rigtig ærgerligt, hvis alt det, jeg har trænet og kæmpet for, går til spilde, for jeg vil jeg gerne vise, hvor god Brøndby har gjort mig. Men som sagt tror og håber jeg på, at jeg finder en klub, der kan bruge mine kvaliteter.

Brøndby IF takker Michael Tørnes for den altid arbejdsomme indsats igennem årene og ønsker samtidig held og lykke med den videre karriere.

MT

Michael Tørnes i aktion i Brøndby-trøjen. Foto: Arnason.dk