To Brøndby-koryfæer kiggede forbi træningen

17.01.2014 13:39

Det var ikke kun autograf- og billedhungrende fans, der overværede træningen fredag formiddag.

Blandt tilskuerne var også de to tidligere Brøndby-profiler Ebbe Sand og Allan Nielsen, som begge er bosiddende i Dubai.

Gensyn med gamle venner

- Vi fik en lang snak om gamle dage i klubben og selvfølgelig om fremtidens Brøndby. De har begge har masser af erfaring inden for fodboldverdenen, og i vores opbygningsfase er det dejligt med disse input, siger sportschef Per Rud.

Ebbe Sand har blandt andet sat fodboldakademi-projekter i søen i Asien, og Allan Nielsen har adskillige års erfaring som agent.

- Det har været hårdt at følge klubben i de seneste par sæsoner, men det glæder mig at se, hvordan der arbejdes med at bygge noget nyt op. Brøndby skal tilbage i toppen af dansk fodbold, hvor de hører til, og når jeg ser og hører, hvordan der bliver arbejdet med tingene, er jeg sikker på, at det vil lykkes, fortæller Ebbe Sand, der også er angrebstræner for det danske A-landshold.

Den tidligere Brøndby- og landsholdsbomber fik hilst på sin gamle klubkammerat Martin Ørnskov fra tiden som talent- og sportschef i Silkeborg. Der var også tid til en snak med Simon Makienok, som Ebbe Sand arbejder med på A-landsholdet, imens Allan Nielsen tog en sludder med Thomas Kahlenberg.

Lørdag tager de to Brøndby-koryfæer en smuttur til Abu Dhabi for at se de blågule i aktion mod Shakhtar Donetsk.

ESAN

EBANSMTF

ESSM