Thygesen vil knokle for både klub og fans

14.01.2014 12:32

Mikkel Thygesen har sved på panden. Ikke fordi han grubler over, hvad der skal ske, når den overrevede akillessene er klar igen.

I går skrev han således under på en etårig kontraktforlængelse. I dag knokler han videre i styrkelokalet. Stolt over at fortsætte som Brøndby-spiller. Målrettet i kampen for at komme tilbage for fuld styrke.

Vil betale tilbage for støtten og tilliden

- Det er rart at få lidt ro på omkring fremtiden. Nu kan jeg koncentrere mig om at komme stærkt tilbage uden at skulle tænke på, hvad der eventuelt skal ske til sommer. Det handler om at følge planen for genoptræningen og så samtidig forsøge at bidrage til holdet og fællesskabet uden for banen. Snakke med folk og komme med mine betragtninger, som jeg plejer at gøre. I foråret kan jeg bare ikke løbe med ind på banen, siger Mikkel Thygesen og tilføjer:

- Til gengæld kan jeg yde fra tribunen. Jeg var nede hos fansene på Sydsiden i slutningen af efteråret, og det var den vildeste oplevelse. Det var fedt at opleve energien og sammenholdet. Det gør jeg gerne igen.

Netop fansene fylder en del i Mikkel Thygesens tanker i kampen for at komme tilbage fra akillesseneskaden.

- Jeg brænder virkelig for at komme tilbage for fuld damp og betale tilbage for den fantastiske støtte, jeg har fået. Ikke kun på stadion og Sydsiden, men ligeledes på de sociale medier. Det er helt overvældende at se, hvordan folk støtter mig. Derfor er jeg også glad for, at jeg har forlænget kontrakten og dermed får muligheden for at betale tilbage, siger den rutinerede midtbanespiller.

- Det samme gælder klubben. Den har vist mig tillid ved at tilbyde en ny kontrakt, selv om jeg er blevet ramt en alvorlig skade, og jeg er stolt over at fortsætte. Brøndby er min klub, understreger Mikkel Thygesen.

Der blev faktisk forhandlet om en toårig kontrakt, men i sidste ende virkede en etårig, som den rigtige løsning, fortæller han.

- I første omgang kom klubben med et oplæg til en etårig kontrakt, og begge parter viste også interesse for at lave en aftale, der løb i to år. I sidste ende virkede et år imidlertid som det bedste resultat.

- Klubben løber en risiko, når jeg har en alvorlig skade, og den tillid ønsker jeg at give tilbage. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg først og fremmest kan vise, at jeg kan komme tilbage på samme niveau. Hvis det ikke kan lade sig gøre, hvis jeg ikke kan spille mig tilbage på holdet, så er der ikke nogen grund til, at jeg går og optager en plads i truppen.

En ny forlængelse er dog allerede i tankerne hos både klubben og Mikkel Thygesen selv.

- Vi har faktisk allerede snakket om, at en ny forlængelse kan komme på tale, hvis jeg kommer tilbage på et højt niveau. Jeg håber, at min drøm om at stoppe karrieren i Brøndby kan blive opfyldt, siger den skadede Brøndby-anfører, inden han knokler videre i styrkelokalet.

Med sved på panden. Men også med et smil på læben.

MT

Mikkel Thygesen glæder sig til at komme tilbage i Brøndby-trøjen. Foto: Arnason.dk.