Thygesen: Støtten har været overvældende

08.01.2014 16:01

I november måned blev Mikkel Thygesen skadet i 1-0-sejren over FC Midtjylland. Anføreren blev efterfølgende opereret for en overrevet akillessene og må derfor støtte holdkammeraterne fra sidelinjen i forårssæsonen.

Nu handler det for Thygesen om at fokusere på sin genoptræning, og midtbanespilleren håber på at komme styrket ud af forløbet.

100% fokuseret på at blive klar

- Det har været en lang ferie for mig, når nu jeg ikke har kunnet lave så meget. Når man ikke må lave andet end at sidde med benet højt hævet, kommer man hurtigt ind i en rutine, hvor man bliver utroligt gode venner med sofaen. Men nu har jeg fået gips og skinne af efter seks uger, så nu må jeg begynde at gå på foden igen. Så det er jo fremskridt. Og så er det jo fantastisk at møde op her efter ferien og hilse på alle spillere, trænere og ledere igen, fortæller Mikkel Thygesen, der ikke umiddelbart har problemer med at holde sig i ro trods ønsket om at være med på træningsbanen:

- Nu er det jo sket, og så må man tage sine forholdsregler. Lige nu er jeg indstillet på, hvad det kræver af mig selv. Når spillerne vender hjem igen fra træningslejr, kan det være, at det kribler lidt mere i mig for at komme ud. Men lige nu er jeg 100 % fokuseret på at blive klar.

Det er aldrig sjovt at være skadet, men midtbanemanden lader sig ikke slå ud:

- Det er en mental udfordring. Jeg har været igennem en del mentale udfordringer herude i Brøndby, og man lærer altid, når man møder en bølgedal, og det kommer jeg helt klart også til her. Så det er forhåbentlig noget, jeg kan tage med videre i resten af mit liv, for det kommer til at blive en hård og lang periode, siger Mikkel Thygesen og fortæller videre om den støtte, han har modtaget fra klubbens fans:

- Støtten har været ekstrem og meget overvældende for mig. Jeg tror, jeg har fået omkring 600 positive tilkendegivelser på diverse medier. Det har virkelig været ekstremt og bekræfter mig i, hvad jeg er en del af herude i Brøndby. Trods det at jeg er skadet og har lange udsigter til spilletid, så er jeg utrolig stolt af at være en del af det her, lyder det afsluttende fra Brøndby-anføreren.

MT

Skadede Mikkel Thygesen er ved godt mod trods de lange udsigter til træning og kamp. Foto: Arnason.dk