Per Rud om transfermarkedet: Vi må ikke lade os rive med

16.01.2014 09:18

Januar er 16 dage gammel, og det er tid til midtvejsstatus i det berømte transfervindue.

For sportschef Per Rud er det én af de mere travle måneder med mail-bombardement, kimende telefoner og daglige avisspekulationer om Brøndby IF's ageren på markedet for køb og salg af fodboldspillere. 

Forventer tilgang af mindst én spiller

- Vi har tidligere meldt ud, at vi er meget tilfredse med den trup, vi råder over, og at vi i dette vindue ikke ville komme i nærheden af den aktivitet, der var hen over sommeren, hvor vi fik ni nye spillere ind i truppen.

- Hvis vi skal handle i dette vindue, bliver det udelukkende i form af den ene eller de to spillere, vi mener kan forstærke holdet markant. Det er med den strategi, vi fortsat orienterer os i markedet, forklarer Per Rud.

Konfronteret med oplysninger i danske medier om, at Brøndby har afgivet bud på FC Midtjyllands Erik Sviatchenko og været i dialog med AaBs Kasper Kusk, siger Per Rud:
 
- Sviatchenko er en spiller, vi gerne ville have haft til Brøndby til sommer. Det er der ingen grund til at gøre til en hemmelighed. Som sagt er det profiler, vi går efter, og den kategori hører Sviatchenko til. Det samme gælder for AaB's Kasper Kusk.

- Det generelle billede er, at det i dette og fremtidige vinduer bliver meget svært at honorere danske klubbers forventninger til en handel med os. Brøndby IF er i den privillligerede situation, at vi takket være tillid fra investorer er lykkedes med at rejse en masse penge. Men det forpligter.

- Vi vil ikke skabe et overophedet marked, hvor vi går i "budkrig" med FC København om en bestemt spiller. Det vil være uansvarligt. Vi må ikke lade os rive med af en stemning, men er nødt til i hvert enkelt tilfælde at trække en streg i sandet og vurdere, hvor meget vi vil betale for en bestemt spiller. Det er fornuften, der skal råde. For dansk fodbold vil det være bedst, hvis en del af Brøndbys transferbudget sendes i cirkulation blandt Superligaklubberne, men erfaringerne fra dette vindue har bekræftet os i, at det økonomisk er mere attraktivt at handle uden for de danske grænser, hvis man holder kvalitet og pris op imod hinanden.

- Hvis vi skal være selvkritiske - og det skal vi altid - så må vi også konkludere, at vi fortsat har en opgave med at få "solgt" Brøndby-projektet til alle. Vi mener selv, at vi er nået langt på et halvt år. Alle arbejder stenhårdt og målrettet. Både trænere og spillere - ja, alle i Brøndby er forenet i forsøget på at få klubben tilbage blandt de bedste.

- Men spillere skal overtales og "masseres", når vi præsenterer dem for Brøndbys potentiale. Vi må være ærlige og sige, at vi her i et par tilfælde har mødt modstand på det område. Nogle spillere vil gerne have flere beviser for, at vi er langtidsholdbare. Også det må vi bare respektere og arbejde på at ændre hen ad vejen.

- Min forventning er fortsat, at vi får tilført mindst én spiller, der vil trænge sig på til startopstillingen. Det ser lovende ud. Jeg kan ikke være mere åben på det punkt lige nu.

Hvad angår trafikken ud af Brøndby IF, er sportschefen mere klar i mælet.
 
- Vi kommer ikke til at sælge nogle spillere, som vi ser som en vigtig del af det fremtidige Brøndby. Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at der kommer et helt ekstraordinært tilbud, men det har jeg svært ved at forestille mig, siger Per Rud.