Mads Nielsen sendes på græs i Island

30.01.2014 17:52

Brøndby IF's forsvarstalent Mads Nielsen, der siden sommeren 2013 har været en del af Superligatruppen, udlejes til den islandske klub Valur.

Lejeaftalen løber indtil 1. oktober 2014, og håbet er - ifølge sportschef Per Rud - at Mads Nielsen får en masse spilletid og kommer styrket tilbage til Vestegnen.

Forventer at Mads vender stærkere tilbage

- Mads Nielsen er et stort forsvarstalent med gode spidskompetencer, og vi tror på, at han kan udvikle både sine stærke og svage sider med en masse spilletid i Valur.

- At udleje nogle af vores unge spillere, der ikke er tæt nok på spilletid i Superligaen, er noget, vi gerne vil og kommer til at gøre mere i fremtiden. De unge spillere kommer ud og får noget hår på brystet og bliver matchet i kamp på et fint niveau i stedet for måske kun at spille nogle få reserveholdskampe herhjemme.

- Vi forventer, at Mads gør en god figur i Valur, og at han i efteråret vender stærkere tilbage til Brøndby, lyder det fra Per Rud.

19-årige Mads Nielsen, der fik sin officielle Brøndby-debut i august 2013 i pokalkampen mod Hvidovre IF, står noteret for 24 U-landskampe for Danmark.

MN

Forsvarstalentet Mads Nielsen udlejes til den islandske klub Valur. Foto: Arnason.dk