Lebo træner med hos Bidvest Wits

09.01.2014 12:29

Som beskrevet på brondby.com i mandags, er Brøndby IF's Lebogang Phiri stadig at finde i Sydafrika, da udløb af hans arbejdstilladelse gør, at han ikke kan komme ind i Danmark, før arbejdstilladelsen forlænges.

Mens Lebo og Brøndby IF venter på, at papirerne går i orden, har Lebos tidligere klub, Bidvest Wits, indvilliget i at lade den unge midtbanespiller træne med, så formen holdes ved lige.

Fin gestus af Bidvest

Sportschef Per Rud siger:

- Vi har generelt et fint samarbejde med Bidvest, og det er denne aftale et godt billede på. Vi henvendte os til Bidvest og spurgte, om der var en mulighed for, at Lebo kunne holde formen ved lige hos dem, og de sagde med det samme ja. Den fine gestus er vi selvfølgelig rigtig glade for.

- Der mangler stadig nogle få detaljer i forhold til Lebos papirer, men vi håber, at de kan falde på plads i disse dage, så han kan nå til Danmark inden holdets afgang til Dubai. Hvis det ikke lykkes, er vores håb, at han hurtigst muligt kan slutte sig til de andre på træningslejren.

LP

Lebogang Phiri, som her ses i aktion mod FC København, holder fodboldformen ved lige hos Brøndby IF's sydafrikanske samarbejdsklub, Bidvest Wits. Foto: Arnason.dk.