Hradecky: Det bedste år jeg har haft

Ved udgangen af hvert år uddeler Tipsbladet "Det Gyldne Bur" og kårer den bedste målmand i dansk fodbold. Kåringen sker på baggrund af stemmer fra keeperne i både den bedste og næstbedste række, og denne gang løb Brøndby-målmand Lukas Hradecky med hæderen.

I forbindelse med overrækkelsen af "Det Gyldne Bur" lavede Tipsbladet et længere interview med den blågule vinder. Her kan du læse det i fuld længde.

Bragt i Tipsbladet den 27. december

Han blev lagt for had på vestkysten og skudt i sænk på vestegnen, men det var til at overleve, når resten af 2013 var så godt. Lukas Hradecky blev Forårets Profil i Superligaen, vandt pokalfinalen med Esbjerg, og nu har han også vundet Det Gyldne Bur. Så de hårde følelser i forbindelse med hans skifte til Brøndby og den svære start i den nye klub fylder lidt, men ikke alt, når Årets Målmand skal sætte ord på de forgangne 12 måneder.

- Det har været et turbulent år, men alt i alt på en positiv måde. Foråret var fantastisk med pokalsejren som klimaks. Så kom sommerferien, og de to-tre måneder med transfersnakken var hårde. I efteråret faldt jeg i niveau. Men jeg har lært at bounce back fra de dårlige momenter, og jeg er blevet endnu stærkere mentalt. Alt i alt har det været et godt år. Vi kan godt kalde det, det bedste år jeg har haft, siger Lukas Hradecky, der glæder sig over, at kollegerne har valgt at give ham Det Gyldne Bur.

- Jeg er virkelig stolt af det. Nogle gange er det kun målmændene, som forstår hinanden, og hvor svære situationerne engang imellem er, når man står inde på banen eller er til målmandstræning. Så det betyder rigtig meget, at de har valgt mig til at være den bedste i år. Det er den største pris, jeg har vundet.

- Jeg har drømt om det, siden jeg begyndte at spille på et rimelig godt niveau sidste år. Hvem var det, der vandt sidste år? Jesper Hansen, ja. Det var fortjent, men der begyndte jeg at tænke på, at det måske var min tur næste år. Det var ikke et mål, men det var en drøm eller en tanke i baghovedet. Måske ville jeg kunne nå dertil.

Angriber med 
2. divisionspotentiale

At Lukas Hradecky en dag skulle blive den bedste målmand i Danmark, var ikke let at gætte, da han voksede op i finske Turku. Faderen brugte godt nok sine hænder som volleyballspiller, hvad der i sin tid havde bragt den slovakiske familie til Finland, men da unge Lukas begyndte at spille fodbold, var det på banens sidste tredjedel.

- Jeg var en rigtig god angriber og har scoret masser af mål. Jeg var en meget klog angriber af min alder. Jeg vidste, hvor modstanderne ville aflevere bolden hen. Jeg kunne læse spillet, som jeg også gør i dag som målmand, fortæller Lukas Hradecky med det karakteristisk smil på læben og glimtet i øjet, som følger med næsten hver eneste sætning.

Men så skete det, der ofte sker på et børnefodboldhold. Én dreng var ukampdygtig, en anden trådte til i stedet, og liv blev forandret.

- Jeg var syv eller otte år gammel hjemme i Finland. Jeg ved ikke, om vores målmand var syg, eller om han ikke kunne komme til træning, men på den tid prøvede man alle mulige positioner. Jeg tænkte, at jeg måske skulle prøve at være målmand. Og nu sidder jeg så her, fortæller 24-årige Hradecky på cafeen 1964 på Brøndby Stadion som nykåret vinder af Det Gyldne Bur.

- Det kunne være sjovt at se, hvor langt jeg var nået, hvis ikke jeg var kommet i mål, men jeg tror, jeg har lavet et godt valg. Som angriber kunne jeg måske have spillet 2. division i Finland. Så jeg er tilfreds med mit valg.

Fra begyndelsen var han ikke noget stortalent, for som barn og ung teenager var han ikke ret høj. Det var først, da han fyldte 17, at han skød i vejret og blev den 187 centimeter høje målmand, vi kender i dag, hvilket gav ham en plads på U/19-landsholdet. Alligevel kunne han tidligt lide at stå på stregen.

- Jeg må have fået noget ros. Ellers var jeg nok ikke fortsat. Jeg havde talent for det, og når de andre opfattede det og støttede mig, fik jeg ekstra motivation og energi.

- Noget i det må have fanget mig, ellers havde jeg ikke gjort det. Måske er det ikke det klogeste arbejde, man kan forestille sig - at kaste sig efter bolde, når det er minus fem grader, og det er regnfuldt - men jeg får et eller andet kick ud af det. Når jeg står i målet, er jeg fuldstændig mig selv. Der er ingenting, der kan forstyrre mig. Der var nogle perioder, hvor jeg var bange for at komme på banen, men efter de er forsvundet, har jeg været mig selv og været glad. Det er der, jeg er gladest i verden, siger Lukas Hradecky, der åbent har fortalt om sin usikkerhed i de første år i Danmark, men som i dag har stor selvtillid i målet.

- Selvfølgelig har jeg stor tro på egne evner, men jeg får ikke noget ud af at snakke med pressen om, at "hold kæft, jeg er god!" Jeg har det sjovt på banen, og hvis jeg kan vise det på en smilende måde, så vil jeg gerne gøre det. Det er sådan en type, jeg er, siger Hradecky, der nu gerne vil være endnu bedre til at vise selvsikkerhed på stregen - efter inspiration fra en dansker, der var et af de første forbilleder. 

Det slørede billede 
med Casillas

- Casillas kom hen ad vejen, men han var ikke den første. Schmeichel var en af dem. Og den første turnering, jeg så, og som jeg virkelig kan huske, var VM i Frankrig. Så det var selvfølgelig Barthez. Men da jeg blev ældre, forsvandt Barthez... Han spillede en god turnering i Frankrig, men han var ikke så god, griner Lukas Hradecky.

Han er som oftest glad og smilende, men på banen vil han gerne være lidt mere bister og frygtindgydende. Det var det, han lagde mærke til hos Manchester Uniteds enorme dansker.

- Som ung kan man ikke gå så dybt ind i selve målmandsspillet, men det var 'the presence' hos ham. Han så ud som om, han havde styr på det, at han var kongen, og det kunne jeg godt forestille mig, at jeg kunne få mere med i mit spil. "Hvis du tør skyde på mig, så kommer jeg efter dig." Han havde respekt fra modspillerne, som jeg synes, jeg er på vej til at få, men skal have endnu mere.

Finland har selv en flot målmandstradition med Jussi Jääskeläinen, Peter Enckelman og den nuværende målmandstræner for landsholdet Antti Niemi, der alle har spillet i Premier League, men Hradeckys største forbillede er dog otte år ældre Iker Casillas.

- Hvis man på YouTube ser de bedste redninger, er størstedelen lavet af ham. Min styrke er i reaktionerne på stregen, og der ligner vi lidt hinanden, synes jeg. Casillas er selvfølgelig på et helt andet niveau, det ved jeg godt, men derfor har jeg set op til ham. I mine unge år ville jeg gerne være ham.

I dag har han ikke længere idoler eller forbilleder, men Casillas er stadig noget specielt. Så da det spanske landshold i september måned kom til Helsinki, ville finnernes reservemålmand ikke forpasse muligheden for at møde sin gamle helt. Det glippede ved den første VM-kvalifikationskamp i marts, fordi Casillas var skadet, men denne gang skulle det være - uanset hvor lang tid, der så ville gå.

- Det er faktisk lidt pinligt... Inden vi skulle samles med landsholdet, havde jeg bestemt mig for, at jeg ville vente på ham. Det blev til en time i spillertunnellen, fordi han skulle have massage og spise en burger. Efter en landskamp bestiller det spanske landshold altid McDonald's. Så selv om de er topsportsmænd, kan de godt nyde lidt. Så jeg stod og ventede på ham en time med Antti Niemis søn. Han ville også have et billede, så vi ventede på ham sammen. Han er otte år gammel, og jeg var 23...

Som en af de sidste spaniere kom Casillas ud af omklædningsrummet, og Lukas Hradecky fik sit møde og billede.

- Han var meget flink. "Can we take a picture?" "Of course, of course." Han ved godt, at han er en verdensstjerne, men han er meget flink og har begge ben på jorden. Det kan jeg godt lide. Da jeg var yngre, tænkte jeg, at fodboldspillere måtte være meget stjerneagtige, men alle, jeg har mødt, har været meget nede på jorden. Men okay, jeg har ikke mødt Zlatan. Jeg tror nu, at Zlatan gør det for sjov. Han spiller bare med over for de journalister, som ikke fatter det, mener Hradecky, efter en pludselig tankerække tager ham væk målmandsfaget.

Men han fik altså sit billede. Man bemærker, at det er et noget grynet og mørkt billede, hvilket Lukas Hradecky forklarer ved at hive en ramponeret iPhone med smadret glas op ad lommen.

- Prøv at se. Det er kun boldene, jeg kan holde, ikke mobiler. Jeg har tabt den tusind gange.

Ikke målmand til hyggebold

Det er et klassisk scenarie: Man spiller lidt hyggebold med vennerne, enten indendørs eller nede på banen bag villavejen, men det tager tid at komme i gang. For alle vil være angribere eller playmakere med masser af berøringer, der kan give mål, sejre og hæder, og derfor gider ingen stå på mål. Til sidst finder man et kompromis, så man skiftes til tjansen med handsker, mens man venter på at komme op i den anden ende og brillere. Den situation kender de fleste fodboldinteresserede mænd og kvinder - også Lukas Hradecky.

- Jeg må indrømme, at hvis jeg spiller for sjov, fodbold eller ishockey, så er jeg aldrig på mål. Det er mærkeligt, men sådan er det. Hvis jeg er nødt til det, så skal jeg nok gøre det, men friviligt, nej..., siger Årets Målmand, og det er jo lidt af et paradoks.

For hvis han egentlig mest har lyst til at blande sig ude i marken, hvorfor gider han så alligevel bruge hele sit liv og karriere som keeper?

- Den fedeste følelse er at vinde kampen for sit hold med en god redning. Nu er jeg bare en af de 11, som har jagtet drømmen og er nået rimelig langt i karrieren. Hver gang, jeg løber ind på banen, har jeg et smil på læberne. Jeg nyder at være en af de 11. Det er et mere generelt svar, forklarer Hradecky, der egentlig også har det godt med at være arbejdsløs i en hel kamp.

- Hvis jeg ikke behøver lave noget, passer det mig fint. Det er måske lidt paradoksalt, men det er stadig sjovt. Jeg kunne ikke forestille mig et andet job i hele verden. Hvis jeg skal arbejde hårdt, for at beholde pladsen, så gør jeg det selvfølgelig. Så jeg kan stadig nyde det, siger Hradecky.

Det er også hårdt at være målmand. Hver gang, man går på banen, er det med den viden, at laver man fejl, koster det sandsynligvis mål. Hvordan er det pres at spille under, når holdkammeraterne oftest får flere muligheder for at rette op på deres brølere?

- Det har jeg lært gennem tiden. Alle målmænd har haft udfald, men jo hurtigere man kommer over det og lærer, at man ikke skal tænke "hvad nu hvis?", desto bedre.

Men det ændrer ikke på, at det tager hårdt på Hradecky, hvis han dropper.

- Det er kraftedme svært for enhver målmand. Jeg tror, at alle målmænd føler, at den kamp er ødelagt. Men på en eller anden måde skal man jo komme ind i kampen igen. Hvis man får en redning lige bagefter eller en god aktion i feltet, er man med igen. På den måde kan man bygge det op, men bagefter føler man, man har spillet en dårlig kamp.

Og hvad er så værst - er det frygten for at komme til at fejle igen eller ærgrelsen over, at det allerede er sket én gang.

- Det er det sidste, at man har svigtet holdet. "Hvordan kunne jeg gøre det?" tænker man. Men angribere og midtbanespillere laver en dårlig aflevering mindst én gang i kampen. Sådan er det bare som målmand, og derfor er vi måske også lidt stærkere mentalt.

- Det har jeg fået fra fodbolden og over i mit private liv, den mentale styrke. De første to år i Esbjerg var hårde, også uden for banen med et nyt land, man skulle vænne sig til, men nu lever jeg bare. Jeg er mentalt stærk nu. Hvis der sker et eller andet negativt, går jeg ikke lige så meget op i det, som jeg ville have gjort for to-tre år siden."

Så hovedet har det godt, men hvad med de fysiske konsekvenser af livet som frygtløs redningsmand, der kaster sig ned foran angribernes støvleknopper og smider sig på hårde underlag?

Som svar hiver Hradecky lynhurtigt begge hænder op, så journalisten et kort øjeblik tror, målmanden fremviser to strakte langemænd. Det viser sig i stedet at være to lillefingre - som bestemt ikke er strakte. Specielt den på højre hånd er pilskæv efter nærkontakt med jorden i en dykkende redning. Den gør ikke ondt, men alt for køn er den ikke.

- Det er fingrene, som får de værste slag. Eller, nogle gange kommer slagene i testiklerne. Men ellers har kroppen det godt. Måske kommer jeg til at mærke det, når jeg bliver 35-40, men ikke nu. Jeg synes, at markspillerne har det værre end mig med at løbe så meget. Jeg har ikke heller ikke så mange dueller. Det er derfor, målmænd holder lidt længere.

Det med at markspillerne løber mere, er et godt argument for at være målmand, mener det selverklærede dovendyr Lukas Hradecky, der ikke er meget for at bruge det pulsur, som Brøndby har udstyret ham med inden juleferien. Han har ingen planer om at løbe lange ture i de finske skove, indtil han møder i Brøndby efter nytår.

- Nej, det skal jeg ikke. Det kan du tro, jeg ikke skal. Jeg håber ikke, at vores fysiske træner læser det her interview, men det skal jeg fandme ikke. Nu har jeg fået det her ur, så det skal jeg måske give som en gave, og så er der en, der kan løbe med det i to uger - løbe rigtigt meget med det. Hvis man ikke gider at løbe, skal man være målmand.

Så det er en fordel at have i forhold til holdkammeraterne, og egentlig gør det heller ikke så ondt at kaste sig rundt i feltet.

- Det tror folk, men kroppen er vænnet til det, så det gør ikke ondt mere. Nerverne i hjernen ved, at man skal lægge sig på ét sekund. Så det gør ikke ondt, siger Lukas Hradecky, der altså ikke har mange blå mærker efter en kamp.

- Nej, det har jeg ikke. Kun mentalt.

Hård start i Brøndby

De mentale blå mærker var der en del af i den første periode i Brøndby. Holdet tabte mange kampe, og klubbens prestigekøb på målmandsposten, Forårets Profil i Superligaen, spillede dårligt.

- Jeg kostede to-tre mål i starten. Jeg undervurderede den ændring, det var at komme fra Esbjerg. Jeg troede, jeg bare kunne fortsætte robotagtigt med det sindssyge niveau, jeg havde i Esbjerg. Jeg tror stadig ikke, jeg er nået dertil endnu, men jeg er meget glad for, at jeg er kommet over den svære start.

- Der var lidt ekstra pres på. Jeg ville så gerne bevise, at jeg hørte til i Brøndby og den bedste række. Der var nogle momenter, hvor jeg tvivlede, men det var kun fra dag til dag. Det var en dag, og den næste dag var jeg allerede på vej op igen. 'Hoff' (målmandstræner Jan Hoffmann, red.) havde en stor andel i det. Han sagde, at jeg bare skulle blive ved, og at de godt vidste, hvad jeg kunne, siger Lukas Hradecky, der i slutningen af efteråret stille og roligt havde kurs mod Jan Hoffmanns clean sheet-rekord for Superligaen på 678 minutter, indtil det kiksede mod FC København.

- Han var rimelig stille i de uger. Nu smiler han mere og mere... Nej, det var ikke noget, vi snakkede så meget om.

Brøndby overvinter på en fin fjerdeplads, og defensiven blev stabiliseret, så holdet også har ligaens fjerdebedste forsvar målt på indkasserede scoringer.

- Jeg har fået et endnu større smil på læben. Vi var også lidt uheldige i starten af sæsonen, men siden vendte det med vores optur. Alle, som ikke ved så meget om fodbold, ser på clean sheets og tænker, jeg har gjort det godt, fordi jeg ikke lukker så mange mål ind. Det er dejligt.

- Jeg synes, jeg er blevet meget bedre i kommunikationen. Der har Brøndby lært mig mest. Der er så mange tilskuere, at man skal være meget præcis. Man skal snakke kort, og man skal snakke tydeligt. Jeg elskede Esbjerg, men man kan ikke blive i sin comfort zone, og jeg ville have en ny spænding i livet.

Hvad vil han så gerne næste gang, der skal ske noget med tilværelsen? Hvad er drømmene og ambitionerne for Hradecky, der som bare 24-årig har sine bedste år foran sig?

- Forhåbentlig kan jeg bare holde kroppen i gang uden at få nogle dårlige skader. Hvis jeg ikke får det, betyder det, at jeg kan spille hver gang, så det er selvfølgelig en ambition. Næste land, det er umuligt at sige, men forhåbentlig en endnu større liga. Jeg kunne godt tænke mig Tyskland, men de kan lidt for godt lide deres egne tyske målmænd. Jeg findes faktisk ikke, de er så gode i Bundesligaen. Men bare at spille godt og være sund. Så kommer alt det andet oveni, siger Hradecky, der i 2013 har holdt sig rask, spillet samtlige Superliga-kampe fra start til slut og så også lige har vundet Forårets Profil, pokalfinalen og Det Gyldne Bur.

Og det er da en ret fin pakke oven i livet som målmand.