Holst vil have muskler

21.01.2014 08:18

Frederik Holst ved godt, hvad der skal til: Hårdt arbejde, ærgerrighed - og muskler.

Sidstnævnte er et af Brøndby-spillerens fokusområder i 2014. Nytårsforsættet går på, at Holst skal blive stærkere.

Glad for U21, men...

- Jeg vejer 71 kilo, og det er ikke sådan, at jeg har sat mig et mål om, at jeg skal veje fire kilo mere. Men jeg ved godt, at fodbold på højt niveau handler om, at man er stærk i nærkampene og ikke så let at flytte rundt med. Derfor har jeg sammen med med trænerne lagt et program, der sigter imod at øge min muskelmasse, fortæller Frederik Holst.

Frederik Holst stødte mandag eftermiddag til det danske U21-landsholds træningslejr i Tyrkiet - en chance, Holst er glad for i kampen for hele tiden at blive dygtigere. Men i det store billede fylder Brøndby mest.

- Man skal ikke misforstå mig. Jeg er super glad for udtagelsen til U21-landsholdet, men jeg ville også gerne være blevet som en del af Brøndbys træningslejr i Dubai. Vi har det godt med hinanden, og jeg er meget opsat på, at jeg i foråret får endnu flere kampe i Superligaen.

- Derfor ville det også have været fint at træne videre med Brøndby og spille den næste kamp mod Dinamo Moskva på onsdag.

Meget taler for, at Frederik Holst får en plads i startopstillingen, når Brøndby IF indleder foråret den 23. februar mod AaB. Her er konkurrenten på højre back, Michael Almebäck, ude med karantæne.

FH

Frederik Holst jagter en Shakhtar-spiller i lørdagens træningskamp i Dubai. Foto: Shakhtar Press Office (Andrey Dudush)