Frank: Truppen summer af liv og glæde

10.01.2014 10:29

Vanter, huer og jakker er en fast del af træningspåklædningen for de fleste af Brøndby-spillerne i denne uge, men den danske regn og kulde har ikke kunnet trække det gode humør ud af truppen.

Tværtimod, fortæller cheftræner Thomas Frank.

Højt humør og enorm begejstring

- Alle er kommet tilbage med glæde og store smil. Både spillerne og staben har været glade for at kunne holde lidt ferie, men det er tydeligt, at alle er mindst lige så glade for at komme retur, lege med den lille runde, se hinanden og arbejde videre med tingene. Vi går en meget spændende forårssæson i møde, og indtil videre har jeg oplevet en opstart med højt humør og enorm begejstring. Truppen summer af liv og glæde, fortæller Brøndby-cheftræneren.

- Dernæst er det glædeligt, at vi har en stort set skadesfri trup. Når man ser bort fra de længerevarende skader til Thyge og Falk (Mikkel Thygesen og Michael Falkesgaard, red.), så er det reelt set kun Simon, som skal bygges stille og roligt op uden at kunne træne fuldt med. Vi passer selvfølgelig på, at vi ikke overbelaster spillerne - Stenderup er for eksempel først på vej tilbage nu - men generelt ser det fornuftigt ud med truppen.

TF

Cheftræner Thomas Frank coacher Riza Durmisi under opstartstræningen. Foto: Arnason.dk.