Frank: Spillerne er tilbage i den forventede form

08.01.2014 11:57

Masser af håndtryk og krammere. Smil og grin. Selvfølgelig også ferieanekdoter. Sådan kan mandag morgen kl. 9:30 i omklædningsrummet på Brøndby Stadion kort skitseres.

Superligatruppen mødte ind til første træningsdag i det nye år med masser af glæde, og arbejdet med at være tiptop forberedte til forårets udfordringer er allerede gået i gang. I den første uge vil der især være fokus på den fysiske del, fortæller cheftræner Thomas Frank.

Spejder mod en kombination af fysik, taktik og bold

- I første omgang handler det om at hilse på hinanden, få rytmen tilbage og komme stille og roligt i gang. Mandag lagde vi derfor ud med en let træning, for selv om spillerne har haft personlige ferieprogrammer med hjem i baglommen, så er det noget andet at komme ud på banen igen.

- Tirsdag begyndte med den berygtede bip-test for at måle spillernes fysiske niveau. Resultatet er et vigtigt input i forhold til træningsdoseringen og den fysiske opbygning af den enkelte spiller. Det blev fulgt op af nogle lette posession-spil for at få gang i bolden. Senere på eftermiddagen havde vi et træningspas udelukkende med løb, siger Thomas Frank og tilføjer:

- Det fysiske er meget i fokus her i den første uge, så vi får lagt det første lag på formen, inden vi kan gå lidt mere i dybden med den taktiske del af spillet på træningslejren i Dubai. Det handler selvfølgelig om at gøre det på en måde, så vi får kombineret taktik, bold og fysik.

Spillerne har ageret professionelt i ferien

Tirsdagens bip-test viste, at spillerne har været flittige til at følge de personlige programmer i ferien.

- Vi er tilfredse med resultaterne fra bip-testen. Spillerne har - som forventet - ageret professionelt i ferien ved at komme tilbage i den forventede form. Det er rart at få bekræftet den indstilling, og der er også enkelte, der endda ligger højere, end vi forventede, fortæller Thomas Frank, som bliver suppleret af truppens fysiske træner, Ahron Thode.

- Det var godt at se, at spillerne havde sørget for at holde grundformen. Under bip-testen skinnede det igennem, at de har knoklet med deres personlige programmer i ferien, lyder det fra Ahron Thode, som blandt andet kunne se Quincy Antipas og Riza Durmisi ligge i topppen af testresultaterne. 

Se også billederne fra første træningsdag og den efterfølgende presseseance på Brøndby IF's Facebook side ved at klikke her.

TF

Thomas Frank er tilfreds med spillernes fysiske indsats med de personlige programmer i ferien. Foto: Arnason.dk.