
Dumic: Lærerige træningskampe
29.01.2014 11:48
Efter et veloverstået træningsophold i Dubai er Brøndby-truppen atter tilbage på dansk jord. Og selvom han ikke ville have haft noget imod lidt varmere temperaturer herhjemme, så er Dario Dumic klar til at klø på.
Den høje midtstopper har således fået endnu mere tro på egne og holdets evner og ser frem til at kunne videreføre de gode takter i forårssæsonen.
Mega-koldt herhjemme
- Vi havde en rigtig god tur. Vejret var dejligt, og banerne var gode. Men også vores to træningskampe er værd at fremhæve. Det var meget lærerigt at møde to så gode hold. Det var klassespillere over hele linjen, så det er bekræftende for os, at vi kan spille lige op med dem. Der er selvfølgelig forskel på turnerings- og træningskampe, men når man møder hold med så mange kvaliteter, så bliver den manglende betydning opvejet. Især Shakhtar (Donetsk, red.) er et virkelig godt hold, og det var spændende at prøve kræfter med dem.
Efter en tur under milde temperaturer er truppen som bekendt hjemme i vante omgivelser, og selvom det er koldt i disse dage, så vælger Dario Dumic at tage den positive kasket på.
- Nu er vi hjemme igen, og det er selvfølgelig anderledes. Først og fremmest er det jo mega-koldt, og jeg kunne nok godt lige være blevet en uge længere dernede. Men det er også fint at komme hjem og træne under de forhold, der nu engang er herhjemme. Selvom det nok ikke er lige så koldt om en måned, så er det forhold som de her, vi skal være forberedte på i starten af forårssæsonen, siger Dumic, der har formlen klar for den resterende opstart og kommende halvsæson:
- Vi skal blive ved med at fastholde den gode udvikling. Vi spillede som sagt godt mod de to modstandere i Dubai, og det handler egentlig bare om at forsætte i det spor og så blive ved med at bygge på. For mit eget vedkommende skal jeg blive ved med at udvikle mig og så få så mange kampe som muligt. Jeg skal bare ud og give den gas, lyder det afslutningsvis fra Dumic.
Dario Dumic vil bygge videre på den positive udvikling. Foto: Arnason.dk